Dekra: Kvinderne, de unge og de ledige skal være med til at løse chaufførudfordring

DEBAT: Der er fortsat akut mangel på chauffører i transportbranchen. Heldigvis er der flere gode muligheder for at tiltrække flere chauffører. Især skal vi fokusere på kvinderne, de unge og de ledige. Det skriver Peter Laursen, koncerndirektør i Dekra, der udbyder transportuddannelser, i debatserie på MobilityWatch.
Peter Laursen, koncerndirektør i Dekra | Foto: Dekra / PR
Peter Laursen, koncerndirektør i Dekra | Foto: Dekra / PR
AF PETER LAURSEN, KONCERNDIREKTØR i DEKRA

Der skal flere folk bag rattene i den danske transportbranche, hvis vores samfund skal hænge ordentligt sammen. De danske vognmænd skriger efter flere chauffører, og vi kan ikke lade dem stå alene med en udfordring, der påvirker os alle.

I den seneste beskæftigelsesanalyse, vi har foretaget i Dekra, svarer 56 procent af de adspurgte danske vognmænd, at de har problemer med at skaffe chauffører.

Heldigvis har vi stadig flere gode muligheder for at skaffe flere chauffører til branchen.

Opkvalificér de ledige

Det anslås, at der i dag mangler cirka 400 chauffører i transportbranchen. Samtidig er der omkring 130.000 jobparate ledige i Danmark.

Fagbevægelsen, landets jobcentre og uddannelsesinstitutioner kan blive endnu bedre til at hjælpe motiverede ledige til et karriereskift over i en dansk transportbranche med masser af muligheder.

De unge skal i gang

Høj gennemsnitsalder blandt chaufførerne har længe været en udfordring for transportbranchen. Ifølge Dekras seneste beskæftigelsesbarometer er situationen nu den, at hver anden chauffør er over 50 år, hvilket giver en høj afgang fra branchen.

Vi har allerede sat målrettet ind over for de unge med oplysningskampagner og nye gode uddannelsestilbud, og årgang for årgang får vi stadig flere unge chauffører med en erhvervsuddannelse i faget i bagagen.

Men vi skal fortsætte og styrke indsatsen for at tiltrække flere unge kvinder og mænd.

Der er brug for flere kvinder

Chaufførfaget har traditionelt været et ”mandefag”, men det er ved at ændre sig. Det går bare langsomt herhjemme.

I Danmark er kun 2 procent af chaufførerne kvinder, mens tallet i Sverige er tæt på 10 procent.

Mænd og kvinder efterspørger i stigende grad de samme ting ved jobbet. Det, der historisk har afskrækket kvinder, har især været manglen på fleksibilitet, men det løser moderne vognmænd i dag med tidssvarende vagtplaner og intelligent ruteplanlægning.

De vognmænd, der vinder her, er dem, der forstår at skabe nogle rammer, der kan tiltrække og fastholde de chauffører, der er lige så dygtige, men har andre livsbehov end de ældre og mere garvede chauffører, der kan tage af sted med kort varsel.

Større fokus på fleksible arbejdstider

Der skal større fokus på de fleksible arbejdstider. Hvis man transporterer vindmøller fra Midtjylland til Tyskland, er det naturligvis ikke muligt at nå hjem og køre børnene til fodbold kl. 15.

Men stadig flere vognmænd forstår at skabe nogle rammer, der giver chaufførerne en tilfredsstillende balance mellem arbejde og fritid.

Det skal til, hvis transportbranchen skal tiltrække flere chauffører, der ikke alle brænder for at ligge ude på landevejen i tre døgn som i gamle dage, men stadig er dygtige og en gevinst for branchen og samfundet.

Ny debatserie om manglen på chauffører: "Problemet er kæmpe stort"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også