Ny opjustering lurer hos DSV - men ikke endnu

Et transportmarked med mangel på kapacitet og tårnhøj efterspørgsel har sendt priserne på fragt i vejret, og det betyder, at endnu en opjustering lurer i kulissen for DSV Panalpina senere på året.
Det er vurderingen fra flere analytikere forud for regnskabet, der offentliggøres torsdag 29. juli.
DSV opjusterede senest sit regnskab 11. juni i år, og logistikselskabet venter derfor nu et driftsoverskud (EBIT) før særlige poster på 11.750-12.500 mio. kr. Inden da regnede DSV Panalpina med at levere et driftsoverskud på 11.250-12.000 mio. kr.
Analytikerne venter ifølge DSV Panalpina et driftsoverskud før særlige poster på 12.821 mio. kr. i 2021, viser medianen af estimater indsamlet af selskabet 15. juli. Det efterlader dermed også luft til en opjustering, inden året er omme.
Opjustering kan komme
Spørger man Ricky Rasmussen, chefanalytiker hos Nykredit, kommer investorerne dog i første omgang til at vente på opjusteringen. Han vil dog ikke lægge hovedet på blokken.
"Hvis man kender DSV ret, er de tidligere kommet med en opjustering, og så kommer regnskabet, og så kommer der yderligere en opjustering," siger Ricky Rasmussen til Ritzau Finans.
"Jeg venter, at de kommer med en opjustering i året, men jeg venter ikke, at den kommer i forbindelse med andet kvartal," tilføjer han.
Han tror i stedet på, at den lander mod afslutningen af tredje kvartal.
Også Sydbank forudser endnu en opjustering senere på året, mens de venter, at de nuværende forventninger fastholdes ved regnskabet torsdag.
"Vi forventer, at DSV kan udnytte de kaotiske markedsvilkår gennem hele 2021, og vi ser derfor en overvejende sandsynlighed for endnu en opjustering senere på året," skriver Sydbank i en optakt til regnskabet.
Ekstraordinært fragtmarked trækker op
Det er særligt udviklingen inden for søfragt, der sammen med luftfragt udgør DSV Panalpinas største forretningshenhed, som ventes at skubbe indtjeningen og driften i vejret.
Ekstraordinære omstændigheder, heriblandt corona, har skabt forstyrrelser og flaskehalse, som blot bliver forstærket af den store forbrugslyst under krisen. Manglende mulighed for rejser og oplevelser har for alvor fået folk til at skrue op for indkøb af varer, der skal fragtes. Spørgsmålet bliver derfor, hvor længe situationen varer ved, og hvad DSV venter af 2022.
"Jeg holder øje med de verbale udmeldinger. Lige nu ser vi, at fragtraterne er i all time high, og det kunne ikke gå bedre på fragtmarkedet helt generelt. Det er næsten absurde niveauer, vi ser," siger Ricky Rasmussen.
"Jeg tror, man græder tørre tårer ude i DSV og i de andre logistikselskaber. Det er godt nok dyrt og besværligt, men jo højere priserne er, jo højere margin kan de også hente ind, uden at virksomhederne synes, at det er overnormalt," lyder det videre.
Han uddyber, at der ventes en ebit-margin på 9,8 pct. på tværs af forretningen, og at der generelt er fremgang i alle divisioner.
"For tre år siden sagde vi, at det kunne man ikke, men de er bare de bedste i sektoren til at lave det, de gør," konstaterer Ricky Rasmussen.
Nyt om opkøb
Også nyt om opkøbet af Global Integrated Logistics under Agility, som blev annonceret ved det seneste regnskab, kan trække overskrifter ved regnskabet. DSV har allerede meldt ud, at de regner med at kunne lukke handlen inden udgangen af tredje kvartal. Men kommer der nyt om myndighedsgodkendelsen vil det få fokus.
Prisen var ved aftaletidspunktet 4,1 mia. dollar, der udelukkende betales i aktier.
"GIL-transaktion gør så også, at vi ikke venter yderligere på det område. DSV er kendt for opkøb, så det holder vi ellers altid øje med, men det her er ikke en lille mundfuld, så der kommer nok ikke mere," siger Ricky Rasmussen.
Opkøbet af GIL indgår endnu ikke i forventningerne fra hverken DSV eller analytikerne, da man fortsat afventer myndighedernes godkendelse.