MobilityWatch

Mærsk-opjustering er større end ventet

En opjustering fra rederigiganten er i sig selv ikke overraskende, men størrelsen på den er, vurderer Sydbanks senioranalytiker.

Foto: Casper Holmenlund Christensen

Mandag aftens opjustering fra A.P. Møller-Mærsk er større end ventet af Sydbank, der godt nok havde regnet med, at indtjeningen vil lande højere end den tidligere prognose, men alligevel skød over 1 mia. dollar lavere end midtpunktet i Mærsks nye prognose.

Det skriver banken i en umiddelbar kommentar til Mærsks nye prognose. Rederiet venter nu et resultat af primær drift før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 18-19,5 mia. dollar i år mod tidligere 13-15 mia. dollar.

Opjusteringen kommer, efter at raterne på containerfragt har sat rekord adskillige gange i år understøttet af store kapacitetsudfordringer, kaotiske forsyningskæder og høj efterspørgsel efter containerfragt.

"Opjusteringen kommer derfor ikke som nogen overraskelse, men indtjeningsintervallet på 18-19,5 mia. dollar er stærkere, end vi modellerede. Forud for aftenens opjustering estimerede vi cirka 17,4 mia. dollar for helåret 2021," skriver senioranalytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen i et notat.

I andet kvartal fik rederiet et underliggende driftsoverskud EBITDA på 5,1 mia. dollar, viser foreløbige regnskabstal, og også det ligger 700 mio. dollar højere, end Sydbank havde regnet med.

Desuden melder Mærsk om en stigning i antallet af fragtede container på 15 pct. i andet kvartal, hvor gennemsnitsraterne steg hele 59 pct. i forhold til samme periode sidste år. Sydbank havde kun ventet en ratestigning på 45 pct., mens fremgangen i volumenerne er på linje med bankens estimater.

Sydbank har efterfølgende hævet sit estimat for EBITDA-indtjeningen i Mærsk til 19,4 mia. dollar i 2021. Anbefalingen er uændret "hold".

B-aktien i Mærsk steg mandag 1,8 pct. til 17.730 kr.

Amerikansk børshus spår endnu større overskud end Esplanaden

Hapag-Lloyd hæver forventninger til 2021 på stærk efterspørgsel 

Mere fra MobilityWatch

Læs også

Relaterede