Synergieffekter fra GIL vil formentlig vokse gradvist hos DSV

Jyske Bank-analytiker forventer, at Global Integrated Logistics (GIL) med tiden vil bidrage med mere end, hvad DSV har meldt ud nu.
Foto: Ivan Boll
Foto: Ivan Boll
AF RITZAU FINANS

DSV Panalpinas foreløbige estimater for det finansielle bidrag fra opkøbet Global Integrated Logistics (GIL) fra kuwaitiske Agility vil formentlig blive løftet, efterhånden som integrationen skrider frem.

Sådan lyder vurderingen fra Morten Holm Enggaard, der følger DSV Panalpina som analytiker hos Jyske Bank.

Mandag oplyste DSV, at opkøbet af GIL er gennemført, efter at betingelserne for overtagelsen er blevet opfyldt.

Samtidig satte selskabet også tal på, hvor meget GIL vil bidrage med fremover. I 2021 bliver det omtrent 750 mio. kr. til driftsresultatet (EBIT) før særlige poster.

Men på helårsbasis fra 2023 er forventningen, at GIL vil spæde 2800 mio. kr. til driften før særlige poster.

Det er dog formentlig lavt sat, vurderer Morten Holm Enggaard.

"Der er nok ingen tvivl om, at DSV har indarbejdet en form for buffer. Det, der bliver meldt ud, er det, som selskabet er helt sikker på at kunne levere," siger han til Ritzau Finans.

"Det vil undre mig meget, hvis tallet ikke ender højere end det," fortsætter han.

Lille opjustering efter større sigtbarhed

Med i meddelelsen mandag var der også en opjustering af forventningerne til hele 2021, hvor DSV nu sigter efter et driftsresultat (EBIT) før særlige poster på 13.750-14.500 mio. kr. mod tidligere ventet 12.500-13.000 mio. kr.

Cirka 750 mio. kr. - altså omtrent halvdelen - af opjusteringen stammer fra indregningen af opkøbet af GIL. Resten af opjusteringen skyldes slet og ret en god præstation i den eksisterende forretning hos DSV Panalpina.

Den del af opjusteringen skyldes ifølge Morten Holm Enggard særligt, at DSV nu har fået større overblik over hele året, som er godt syv en halv måned gammelt.

"Det er ikke en stor opjustering, men der er en lille opjustering forbundet med det eksisterende DSV Panalpina. Der er gået noget mere tid, og DSV har fået lidt mere overblik over året," siger analytikeren fra Jyske Bank.

"Jeg vil tro, at der er lagt en buffer ind i forventningerne, og DSV er ret godt på vej mod mål nu. Der er sigtbarhed for det meste af tredje kvartal, og så er der kun fjerde kvartal tilbage," fortsætter han.

DSV dropper Panalpina-navnet 

DSV nominerer Agility-chef til bestyrelsen

DSV gennemfører milliardkøb af GIL og skruer op for forventninger 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også