
Coronakrisens effekt på det globale transportsystem har sendt priserne på fragt og råvarer op, men virksomhederne sender en lille del af regningen videre til forbrugerne.
Det skriver Finans på baggrund af udtalelser fra rådgivningsvirksomheder, som beskæftiger sig med prissætning.
Nicolai Broby Eckert, partner i konsulenthuset Simon-Kucher & Partners, fortæller dog, at det langt fra er hele den ekstra omkostning, der ryger videre til kunderne, og mener, at virksomhederne generelt er for langsomme til at igangsætte tiltag, der kan dække de stigende omkostninger.
"Vores undersøgelser viser, at priserne i snit kun bliver sat op med en tredjedel af det, virksomhederne planlægger at sætte dem op med," siger han.