Medie: Kapitalfonde gør klar til at lægge bud på DB Schenker

En stribe kapitalfonde er ved at finde sammen for at være klar, når Deutsche Bahn formentlig sætter speditør-divisionen DB Schenker til salg. Det bliver dog næppe inden sommer.
Foto: Marvin Ibo G'ng'r/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Marvin Ibo G'ng'r/AP/Ritzau Scanpix

Flere kapitalfonde er ved at indgå alliancer, så de kan være klar, hvis DB Schenker bliver sat til salg.

Det skrev den ansete tyske erhvervsavis Handelsblatt forleden på baggrund af anonyme kilder.

Det var også Handelsblatt, der sidste efterår - ligeledes på baggrund af anonyme kilder - kunne fortælle, at partierne bag koalitionsaftalen er enige om, at DB Schenker skal skilles ud og sælges fra hos det statsejede jernbaneselskab Deutsche Bahn. Og det selv om det ikke er konkret nedfældet i koalitionsaftalen. At det ikke er nævnt skyldes angiveligt, at de tyske politikere ikke vil lægge et tidspres på sig selv i forbindelse med processen.

Det ventes, at prisskiltet på DB Schenker, der er en af verdens største speditører, og som bl.a. konkurrerer med danske DSV, kan lyde på mellem 15-20 mia. euro, 112-149 mia. kr., og her vil kapitalfondene altså være klar.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Ingen selskaber vil udtale sig til citat, men ifølge Handelsblatt er kapitalfondene CVC og Carlyle gået sammen om et bud og har allerede tilkaldt konsulenter til hjælp, udtaler flere anonyme kilder.

En anden mulig alliance består angiveligt af kapitalfondene Bain og Advent, der tidligere har samarbejdet om lignende handler. Ifølge avisen er de to parter dog endnu kun i forhandlinger og har ikke truffet beslutning om et fælles bud endnu.

Forventes at få selskab

Samtidig skriver avisen, at den amerikanske investeringskæmpe Blackstone er på udkig efter en partner.

Handelsblatt peger i den forbindelse på, at årsagen til, at finanskæmperne går sammen, er, at de kun må investere en vis del af deres respektive midler i et enkelt selskab.

Desuden nævnes det - som det har været fremme tidligere - at de finansielle aktører formentlig vil få selskab af bud fra selskaber i logistikbranchen.

Her nævnes danske DSV og Mærsk som bud sammen med Kuhne+Nagel og Deutsche Post, der står bag DHL.

Netop DSV har tidligere meldt ud, at man vil tage et kig på DB Schenker, hvis muligheden byder sig.

"Den drift, der ligger i DB Schenker, minder utroligt meget om den vi har. Det drejer sig om at finde noget, som vi er vi gode til. Vi er gode til at lave Road, gode til at lave Luft & Sø samt logistik," lød det bl.a. fra DSV's Jens Lund i sensommeren.

Mærsk-tvivl

Omvendt har Mærsk i slutningen af sidste år afvist at være interesseret.

"Det er vi helt afgjort ikke interesseret i. Vi har sagt det adskillige gange, og vi er meget disciplinerede omkring, at vi ikke vil købe en speditørforretning. Det er ikke en del af det tilbud, vi gerne vil give til vores kunder," lød det fra Mærsks logistikdirektør Vincent Clerc.

Den afvisning blev der dog senere sået tvivl om blandt branchekendere.

Spørgsmålet er så, hvornår Deutsche Bahn vil sætte DB Schenker til salg - hvis det altså overhovedet sker.

Her skriver Handelsblatt, at der først skal findes en ny bestyrelse til DB Schenker hos Deutsche Bahn, inden der skal træffes en beslutning, og ifølge avisen er det derfor næppe sandsynligt, at det kan nås inden sommeren.

Deutsche Bahn selv vil ikke kommentere sagen.

Som MobilityWatch har beskrevet tidligere, vil et salg af DB Schenker kunne sænke den massive gæld på over 30 mia. euro, som Deutsche Bahn slæber rundt på. Omvendt har DB Schenker historisk været et indtjeningsmaskine for selskabet, som tyskerne vil have svært ved at finde en erstatning for.

Meldinger om salgsplaner for DB Schenker florerer op til godkendelse af ny tysk regering

Branchekendere tager Mærsks afvisning af DB Schenker-køb med et gran salt 

Mærsk på vej ind i logistik-budkrig 

Tysk opkøbskandidat en lækkerbisken for DSV og Mærsk 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også