DSV-formand vil fremme kønsdiversitet – men er i et dilemma med direktionen
Der var flere mænd, der hed Jens, end der var kvinder på det podie, hvor DSV-toppen torsdag talte til selskabets aktionærer.
Mere præcist var der tre mandlige direktører, en mandlig bestyrelsesformand og en mandlig dirigent at finde foran de tilhørende aktieejere, der var samlet i forbindelse med selskabets generalforsamling.
Netop diversitet var ellers noget af det, som DSV’s bestyrelsesformand, Thomas Plenborg, fremhævede som et vigtigt fokusområde for speditørkoncernen.
Andelen af mænd og kvinder lød i 2022 på 61/39 i mændenes favør, fremgår det af selskabets årsrapport. I selskabets direktion, som består af den adm. direktør, driftsdirektøren og finansdirektøren, er der imidlertid ingen kvinder.
”Det er jo rigtig nok, vi er lidt tynde oppe i toppen,” siger Thomas Plenborg i et interview med MobilityWatch.
Et hypotetisk spørgsmål
Han understreger, at DSV har søsat flere tiltag, der har til hensigt at fremme og øge andelen af kvindelige ledere.
Noget, der kommer til udtryk i de lavere ledelseslag, men som endnu ikke kan ses i selskabets top.
”Vores pipeline af kvindelige ledere er større, end den har været før. I forhold til ansættelsesprocesser har vi f.eks. lavet en politik på området, der siger, at når vi er over et vist niveau, så skal der være en kvindelig kandidat med i slutfeltet,” siger han.
Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her
Bestyrelsesformanden står sammen med resten af selskabets bestyrelse for at sammensætte direktionen i selskabet.
Thomas Plenborg har dog svært ved at komme med et konkret bud på, hvornår DSV-direktionen får sin første kvinde.
”Der går desværre nok lidt tid. Men svaret lige nu er, at jeg ikke har lyst til at skifte dem, der sidder der nu, ud.”
Tror du, I går glip af noget ved, at der ikke er en kvinde i direktionen?
”Det er et hypotetisk spørgsmål. Det kan jeg ikke svare på. Jeg kan sige, at den nuværende direktion gør det skidegodt.”
I DSV’s bestyrelse, der består af otte personer, lyder fordelingen 5/3 i mændenes favør.
På torsdagens generalforsamling blev Helle Østergaard Kristiansen, der er topchef i Danske Commodities, desuden valgt til bestyrelsen, hvor hun erstatter Birgit W. Nørgaard, der havde valgt ikke at genopstille.