Grønne brændstoffer skal lette shippingbranchens klimaaftryk

EU-Parlamentet og EU-Rådet er torsdag blevet enige om en ny aftale for udledninger i shippingindustrien.
Det oplyser EU-Rådet i en pressemeddelelse.
Formålet med aftalen er at styrke efterspørgslen efter brændstoffer, der har et lavere klimaaftryk end olie.
Det kan for eksempel være syntetiske brændstoffer, der er produceret ved hjælp af vedvarende energi.
Konkret skal shippingbranchen udlede 2 pct. mindre CO2 fra sit brændstofforbrug i 2025.
Derefter skal sektoren løbende udlede mindre og mindre, indtil man i 2050 vil have nået en reduktion på 80 pct.
”Vi er i dag blevet enige om endnu en del af Fit for 55-pakken,” siger Sveriges minister for infrastruktur og boliger, Andreas Carlson, i pressemeddelelsen.
”Aftalen vil sikre lige vilkår og sørge for, at brændstofleverandører, skibe og maritime aktører vil have tid til at tilpasse sig de nye betingelser, så den maritime sektor leverer på klimamålsætninger.”
Fit for 55-pakken er en samling af lovforslag, som alle har til formål at sikre, at EU når sin målsætning om at mindske udledningen af CO2 med 55 pct. i 2030.
Derefter er målet klimaneutralitet i 2050.