Suezkanalen vil frigive tilbageholdt skib for depositum

Skibet Ever Given, der har været tilbageholdt, siden det lå på tværs i Suezkanalen i slutningen af marts, kan rykke lidt tættere på at blive frigivet.
Det sker, efter at myndighederne bag Suezkanalen er gået med til at sænke erstatningskravet en anelse. Samtidig åbner de for at acceptere et depositum, der kan gøre det muligt at frigive skibet og dets last for et mindre beløb, mens det resterende kan betales senere.
Det skriver Reuters.
Det foreslåede depositum lyder på 200 mio. dollar, og det samlede erstatningskrav er sænket til 550 mio. dollar. Det er lidt mindre end det seneste forslag på 600 mio. dollar, som i forvejen var sænket fra et krav om 916 mio. dollar.
Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her
Pengene skal bruges til at dække tab fra forsinket skibstrafik, tabt indtjening fra transitter samt ikke mindst omkostninger til at grave skibet fri.
Ever Given stødte på grund i Suezkanalen i marts, hvorefter det lå på tværs og spærrede for skibstrafik i omkring en uge, samtidig med at en kø af flere hundrede skibe hobede sig op på begge sider af kanalen.
Skibet sejler for rederiet Evergreen, men er ejet af det japanske selskab Shoei Kisen Kaisha, som har indgivet en klage over tilbageholdelsen. Den klage blev søndag afvist af en domstol i Egypten.
Myndighederne i Egypten har tidligere fået rettens ord for, at de har lov til at tilbageholde skibet, indtil der er landet en erstatningsaftale.
Det 20.000 TEU (tyvefodscontainere) store containerskib har - siden det blev trukket fri - ligget for anker i Great Bitter Lake, der ligger syd for Suezkanalen.
Fortrolig rapport: Mærsk involveret i "særdeles skadelig" milliardforretning i Afrika