Tidligere Femern-chef får ansvaret for københavnsk prestigeprojekt

Chefen bag planlægningen af Femern-forbindelsen skifter nu til et nyt omdiskuteret kæmpeprojekt i København. Her skal han styre gennem en ny svær politisk proces, hvor erfaringer fra Femern bliver guld værd, fortæller øverste direktør i Sund & Bælt til MobilityWatch.
Foto: Annika Byrde
Foto: Annika Byrde

Det statslige infrastrukturselskab Sund & Bælt skal stå for planlægningen og anlæggelsen af den såkaldte havnetunnel i København, som er en del af projektet omkring den kunstige ø Lynetteholmen.

Tunnelen er tidligere blevet anslået til at koste 20-30 mia. kr., og projektet har vakt kritik fra forskellige sider, bl.a. på grund af en frygt for miljøkonsekvenser.

Ifølge Sund & Bælts topchef, Mikkel Hemmingsen, bliver der da også tale om et svært projekt, som skal planlægges nøje, og hvor det vil kræve særlige kompetencer i den forberedende fase. Til at styre projektet hiver selskabet derfor nu en af sine erfarne chefer ind, som tidligere har prøvet at planlægge et kompliceret milliardprojekt med bl.a. miljøtvister.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Der er tale om Claus Baunkjær, der siden 2012 har stået i spidsen for planlægningen af Femern-forbindelsen, som med en pris på små 60 mia. kr. bliver Danmarkshistoriens største anlægsprojekt, når den efter planen står færdig i 2029.

"Vi har fundet den bedste mand til projektet. Det er lige det her, som han kan. Han er super dygtig til at få besværlige processer til at glide fremad," siger Mikkel Hemmingsen i et interview med MobilityWatch.

Oplagt tidspunkt

Claus Baunkjær, der før sin tid i Femern A/S arbejdede mange år i Finansministeriet og Transportministeret, blev i weekenden udpeget som ny chef for A/S Øresund. Selskabet  står for delejerskabet af Øresundsforbindelsen, men hovedopgaven for den nye direktør bliver imidlertid at holde snor i den nye havnetunnel.

Havnetunnelen, som også kaldes Østlig Ringvej, har været undervejs i mange år, og planen er, at den skal gå fra bydelen Nordhavn via Lynetteholm videre under Refshaleøen og ud til Amager.

I starten af juni blev anlægsloven for Lynetteholmen vedtaget i Folketinget, og i forbindelse med den store infrastrukturaftale før sommerferien blev der afsat små 13 mia. kr. til vej og metro til Lynetteholmen. Resten af pengene skal komme fra fremtidige indtægter fra Lynetteholm-projektet, herunder fra salg af byggegrunde.

Mikkel Hemmingsen fortæller, at chef-skiftet kommer på et oplagt tidspunkt for både havnetunnelsprojektet og Femern-forbindelsen.

Det skyldes, at infrastrukturaftalen for alvor sætter gang i havnetunnelprojektet, og samtidig er Femern-projektet nået en fase, hvor den egentlige opførelse er gået i gang, og hvor ledelsen i højere grad vil foregå fra Rødby og ikke København som hidtil.

Til at overtage direktørposten i Femern A/S har Sund & Bælt derfor peget på Henrik Vincentsen, der siden oktober 2019 har haft en rolle som anlægsteknisk chef i forbindelse med den mulige Kattegat-forbindelse. Inden det var han ansat som projektdirektør i Vejdirektoratet og før det 17 år i konsulenthuset Cowi.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Claus Baunkjær bliver ny direktør i A/S Øresund | Foto: Femern A/S/PR
Claus Baunkjær bliver ny direktør i A/S Øresund | Foto: Femern A/S/PR
 

Femern-projektet var i årevis plaget af tvister om miljø og projektets økonomi, og hvor rederiet Scandlines, som sejler på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock, i lang tid kæmpede mod forskellige elementer af projektet.

"Det har været et vanvittigt projekt på mange måder," siger Mikkel Hemmingsen og henviser til kampen med rederiet og de forskellige juridiske opgør.

"Det har også betydet, at Claus og hans hold fået lavet et af de mest veldokumenterede anlægsprojekter overhovedet. Det har været hårdt, men de har klaret det imponerende flot," siger han.

Kampprøvede folk

Mikkel Hemmingsen forudser, at Claus Baunkjær kommer på en lige så vanskelig opgave med havnetunnelen, der sammen med Lynetteholmen som nævnt allerede har været udsat for kritik, og hvor der f.eks. også er oprettet modstandsgrupper.

"Jeg ved ikke, hvilket projekt der bliver det sværeste, men derfor er det også godt, at vi har nogle kampprøvede folk, der kommer med erfaring fra at gennemføre undersøgelser rigtigt," siger Sund & Bælt-chefen.

Mikkel Hemmingsen fortæller, at opgaven for Claus Baunkjær og det projekteringshold, han tager med fra Femern A/S, i A/S Øresund bl.a. bliver planlægningen af en ny projekteringslov og en VVM-proces for projektet.

Samtidig er der en særlig opgave i, at havnetunnelen vil skulle genbruge den tunnelelementfabrik til små 5 mia. kr., som opføres i Rødby i forbindelse med Femern-forbindelsen.

"Han har prøvet det hele før. For det svarer jo stort set til, at man skal starte forfra med et Femern-projekt i sin kompleksitet med at få lavet en finansiering, få gennemført VVM'en og få en projekterings- og anlægslov på plads," siger Mikkel Hemmingsen.

"Samtidig bliver det også nemmere at genbruge tunnelelementfabrikken, når han ved, hvad man har med at gøre."

For at fastholde Claus Baunkjærs viden er det planen, at han indtræder i Femern-projektets interne bestyrelse sammen med Mikkel Hemmingsen.

Claus Baunkjær overtager direktør-posten i A/S Øresund fra Mogens Hansen, som har haft rollen sammen med sin daglige post som finansdirektør i Sund & Bælt.

Det er endnu uvist, hvornår havnetunnelen i København forventes at kunne stå færdig, men ifølge Mikkel Hemmingsen vil man i 2026-2027 være klar til at kunne støbe de første fundamenter.

Sund & Bælt finder ny chef til Femern-forbindelse internt

Femern-direktør stopper og bliver ny topchef i A/S Øresund 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også