MobilityWatch

Sprænger bombe fra Anden Verdenskrig: Femern øger information efter sabotage-sag

Et gardin af luftbobler mindsker støjen for havets dyr, når bombe fra Anden Verdenskrig mandag sprænges bort. Samtidig gør Femern A/S ekstra meget ud af informationen om sprængningen efter mulig sabotage på rørledning.

Foto: Janus Engel/Ritzau Scanpix

En 125 kilo tung bombe har siden Anden Verdenskrig ligget på 26 meters dybde midt i Femern Bælt.

Men nu skal den sprænges bort for at gøre plads til den 18 kilometer lange tunnel mellem Danmark og Tyskland.

Det kommer til at ske mandag eftermiddag, når området spærres af for skibstrafik.

For at skåne sæler, marsvin og andet liv i havet tages nye metoder i brug, forklarer teknisk direktør Jens Ole Kaslund, Femern A/S.

”Inden vi sprænger, sender vi lyde ud i havet, der gør, at sæler og marsvin ikke kommer hen til området,” forklarer han.

”Derudover har vi lavet et såkaldt dobbelt boblegardin. Her danner vi to ringe, som puster luftbobler op og dermed dæmper lyden, når sprængningen sker. Så hvis der skulle være sæler og marsvin, så mindskes risikoen for, at de får høreskader,” siger Jens Ole Kaslund.

Sprængningsstedet ligger nær et Natura 2000-område, og det forpligter selskabet til at gøre en ekstra indsats for at tage hensyn til livet i havet.

”Dybvandsbomben ligger ikke lige der, hvor vi graver. Men den er tilpas tæt på. Derfor skal vi være sikre på, at vi ikke rammer den ved et uheld, og derfor fjerner vi den,” siger Jens Ole Kaslund.

Et større område på havets overflade vil blive afspærret, så skibstrafik ikke kommer for tæt på.

Det er tre uger siden, at der blev konstateret sprængninger i havet ud for Bornholm og efterfølgende brud på olieledningerne Nord Stream 1 og 2.

Efterforskningen arbejder ud fra en teori om, at der er sket sabotage.

Det har fået Femern A/S til at gøre lidt ekstra ud af at informere om den planlagte sprængning mandag, forklarer Jens Ole Kaslund.

”Vi har vendt sagen en ekstra gang hos Søværnet og fået deres vurdering. Men vi er enige om at fastholde sprængningstidspunktet, som har været planlagt et stykke tid.”

”Vi gør så en ekstra indsats for at informere, så alle ved, at det er en kontrolleret og planlagt sprængning,” siger Jens Ole Kaslund.

Femern Bælt-tunnelen skal efter planen stå klar i 2029.

Myndigheder opfordrer færgeselskab til at øge sikkerheden efter sabotage

Nato øger beskyttelsen af gas, el og it efter eksplosioner


Mere fra MobilityWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MobilityWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs