MobilityWatch

Han var "ikke den grønneste" Venstre-mand: Nu skal han arbejde for klimaomstilling i transportbranchen

Grøn omstilling kommer til at være højt på agendaen for Karsten Lauritzen som ny direktør hos DI Transport. Han erkender dog, at han tidligere ikke har været særlig grøn selv. Ifølge DI-boss Lars Sandahl Sørensen beviste den tidligere minister på pressemøde dog, at han allerede mestrer jobbet som lobbyist og forstår synet på bæredygtighed.

Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør DI (tv) og Karsten Lauritzen, kommende direktør for DI Transport (th) | Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det var en klar indrømmelse, der kom fra Karsten Lauritzen, da han på et pressemøde i Industriens Hus på Rådhuspladsen blev vist frem som DI Transports nye direktør.

Den tidligere Venstre-minister fortalte her, hvorfor han vælger at forlade Christiansborg og i stedet blive lobbyist, og om hvorfor det specifikt blev transportområdet, han per 1. februar kaster sig over.

Det skyldes vigtigheden af området for samfundet og spændende opgaver, hvor ikke mindst den grønne omstilling af sektoren kommer til at ligge højt på agendaen, forklarede han.

Jeg har flyttet mig på den grønne dagsorden

Karsten Lauritzen, kommende direktør for DI Transport

Men på spørgsmålet, hvor stor en "klimakriger" den 38-årige Lauritzen egentlig er, kom det uden omsvøb:

"Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er født og opvokset på landet, og at jeg ikke har været den grønneste i Venstres folketingsgruppe," sagde han.

Han var dog hurtig til at fortælle, at han har flyttet sig i de seneste år, hvilket han gav Venstres partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, æren for.

"Hvis man bliver mødt af gode argumenter, flytter de fleste mennesker sig – også politikere. Jeg har flyttet mig på den grønne dagsorden, og nu skal jeg være med til som direktør på det her område også at flytte noget for Danmark på den grønne omstilling. Så ja, det bliver mere grønt."

Flere presserende emner

Karsten Lauritzen oplyste, at selv om han ikke er begyndt i jobbet endnu, så har han gjort sig tanker om de mest presserende emner, han vil kaste sig over til at begynde med.

Det gælder den kollektive transport, som under coronakrisen har mistet mange passagerer.

Samtidig nævnte han udfordringerne med den grønne omstilling inden for godstransporten, hvor det for mange stadig er et åbent spørgsmål, hvad fremtidens drivmidler bliver, og hvor dyr omstillingen bliver.

Endelig nævnte han luftfarten, som foruden at være blevet ramt hårdt af coronapandemien og restriktioner også står med en massiv klimaudfordring.

Og netop når det gælder den grønne omstilling af luftfarten, måtte den tidligere skatteminister holde tungen lige i munden på pressemødet fredag eftermiddag.

Forsigtig holdning

Det skete, da Karsten Lauritzen blev spurgt til, hvad hans holdning egentlig er til flyafgifter.

Her har der tidligere været kritiske pip fra Venstre, når det gælder branchens forslag om at indføre afgifter på billetter, som så kan overføres til en fond, der skal hjælpe branchen med at blive mere bæredygtig.

F.eks. udtalte Venstres tidligere klimaordfører Thomas Danielsen i 2019 om et sådant forslag fra foreningen Dansk Luftfart, som er en medlemsforening under DI:

"Det skal primært tjene til at give flyselskaberne et grønnere image snarere end reelt at sænke klimabelastningen. Man prøver at slippe billigt fra klimaregningen, og det er ikke Venstres kop te," lød det til Berlingske.

Netop grundsubstansen i forslaget fra Dansk Luftfart er også kernen i anbefalingerne fra Luftfartens Klimapartnerskab, som DI er en del af, og det bliver formentlig også en del af de forhandlinger, som regeringen vil tage i 2022 for at sende branchen i en grønne retning.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Karsten Lauritzen, kommende direktør for DI Transport, på pressemødet fredag | Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Karsten Lauritzen, kommende direktør for DI Transport, på pressemødet fredag | Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Men da Karsten Lauritzen fik spørgsmålet på pressemødet om, hvad han egentlig mener om flyafgifter, kom der et meget forsigtigt svar.

"Altså... nu tiltræder jeg først som direktør på området den 1. februar," indledte han lidt tøvende.

"Men jeg vil gætte på, at afgifter, som fremmer den grønne omstilling, men som ikke skubber arbejdspladser til udlandet, kan man tale om. Men hvis man laver særlige afgifter, som ikke rigtig flytter noget for klimaet, og tværtimod flytter arbejdspladser ud, så tvivler jeg på, at DI er stor fan af dem. Det, tror jeg, ikke kommer til at ændre sig, når jeg bliver direktør for DI Transport," sagde han.

Den lidt usikre tone blev afsluttet med et, "men det kan jo være, at jeg tager fejl."

Den sad, må jeg sige. For det er vores holdning, at det skal batte noget

Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør DI

Her skyndte Lars Sandahl Sørensen, DI's adm. direktør og Karsten Lauritzens nye chef, sig at bryde ind:

"Det synes jeg var ret godt svaret, når man tager i betragtning, at du ikke engang er startet endnu," sagde med et stort grin.

"Den sad, må jeg sige. For det er vores holdning, at det skal batte noget."

Herefter tilføjede Lars Sandahl Sørensen, at DI helst ser et europæisk initiativ, når det gælder flyafgifter. Hvis det ikke kan lade sig gøre, skal man i stedet gå hurtigt frem i Danmark.

Det skal være i form af den klimafond, som Luftfartens Klimapartnerskab har foreslået, og hvor de afgifter, der ryger ind fra de rejsende, kan bruges til grøn omstilling i branchen.

Handler om dialog

Forholdet mellem Karsten Lauritzens fortid som Venstre-politiker og hans fremtid som lobbyist, blev flere gange berørt under pressemødet.

Lauritzen fortalte, at han fortsat vil være medlem af Venstre i sit nye job, men så ikke nogen udfordringer i forhold til at søge indflydelse hos partier og politikere fra andre dele af det politiske spektrum.

Det bakkede Lars Sandahl Sørensen op om:

"En dygtig politiker er i stand til at finde andre dygtige politikere for at finde løsninger. Det er jo lige præcis det, vi skal her," sagde han.

"Det kræver dialog at finde de rigtige løsninger for Danmark, og engang imellem er man ikke enige om det. Men det er Karsten Lauritzen vant til og kender dem, han skal tale med for at finde løsningerne. Derfor kan det her ikke være bedre. Og det uanset, hvad der står af (parti, red.) bogstav for dem, der er her i DI."

Karsten Lauritzen bliver ny direktør for DI Transport 

Mere fra MobilityWatch

Chef i DSB Ejendomsudvikling stopper pludseligt i sit "drømmejob"

Et pludseligt brud med DSB Ejendomsudvikling betyder, at Christian Melgaard må vinke farvel til sit "drømmejob." Trods ærgrelse over at skulle forlade det historiske udviklingsprojekt Jernbanebyen tager han situationen "ret afslappet" og afviser samtidig over for EjendomsWatch, at han skulle være vanskelig at arbejde sammen med.

Læs også

Relaterede