LONDON – To mænd med høje hatte i sorte, dobbeltradede jakkesæt står i indgangen til The Connaught og byder velkommen.

Det femstjernede hotel er intimt og dekadent på den gamle, britiske facon. Mørkt, glatpoleret træ dominerer hotellets hall, hvor gæster og tjenere konstant skridter over de store, blanke marmorfliser på kryds og tværs.

Vagn Sørensen har taget plads ved et bord mest afsides i et af hotellets barområder.

The Connaught ligger i Mayfair-kvarteret i Vestlondon. Går man rundt i de ryddelige og snoede gader, undrer det ikke, at området er et af de absolut dyreste i den britiske hovedstad. Særegne og detaljerige husfacader findes overalt, mens stilfulde cocktailbarer, flagskibsbutikker for luksusbilmærker og kunstudstillinger er at finde rundt om det næste gadehjørne.

Vagn Sørensen har valgt at mødes på The Connaught, for det ligger tæt på hans eget hjem, forklarer han.

Kort inde i samtalen er man heller ikke i tvivl om, at danskeren, der for mange år siden flyttede til London, er på hjemmebane her i området.

”Kan du se den der,” spørger han og peger ud af vinduet.

En mørkerød bus med teksten ”Big Bus London” skrevet på siden kører forbi.

”Jeg er formand for deres bestyrelse,” påpeger han afslappet.

Vagn Sørensen sidder på en bred vifte af bestyrelsesposter, og mange af selskaberne har tråde til mobilitetssektoren. Det være sig Scandlines og Air Canada, som han også er formand for, eller krydstogtselskabet Royal Caribbean Cruises og CNH Industrial, der bl.a. producerer lastbiler, hvor han også er med i bestyrelsen.

Dertil kan lægges en alenlang liste af selskaber, danske som udenlandske, han tidligere også har været involveret i på bestyrelsesniveau, heriblandt TDC, Flying Tiger og DFDS.

Det var imidlertid noget helt andet, der slog Vagn Sørensens navn fast tilbage i starten af årtusindeskiftet.

En sag, hvor hans titel som kronprins i SAS forsvandt med et fingerknips, men som lærte ham noget vigtigt.

Begge dele er baggrunden for dette interview; Hvad har den 63-årige erhvervsveteran lært af sine mange år i toppen af en lang række selskaber? Og hvad var egentlig læren af det, der skete i SAS dengang?

Ting haster

Inden interviewet for alvor kan gå i gang, må Vagn Sørensen lige vide, hvilket fly MobilityWatchs udsendte er fløjet til den britiske hovedstad med. Hvordan oplevelsen i lufthavnen var. Og om toget mod London afgik til tiden.

Man er vel ikke tidligere flyselskabsdirektør og formand for Air Canada for ingenting.

Herefter taler vi om skelsættende øjeblikke i Vagn Sørensens karriere. Begivenheder og beslutninger, som han har lært noget af.

Han husker en samtale, han i sin tid som ung og fremadstormende i SAS havde med Tage Andersen, tidligere mangeårig chef i Danske Bank og formand for flyselskabets bestyrelse. Her fik han et råd om at træffe beslutninger.

”Han kiggede mig engang ind i øjnene og sagde, hvis der er tvivl, er der ingen tvivl,” husker Vagn Sørensen og griner lidt over mindet.

”Det har runget lidt i mit hoved nogle gange. For hvis du først begynder at tvivle, har du egentlig truffet din beslutning. Og så er det egentlig bare med at eksekvere det.”

Jeg havde egentlig gættet på, at du ville nævne noget andet fra SAS-tiden som det, du lærte mest af?

Vagn Sørensen holder en lang pause. Tænker. Kigger lidt ud af vinduet, hvor endnu en mørkerød bus svinger forbi.

”Det tror jeg faktisk ikke, jeg vil kommentere på. Det passer ikke rigtigt på lærdom i min forstand.”

Samtalen går videre.

Vagn Sørensen peger på sine mange år som rådgiver for kapitalfonden EQT, som han har kørt som en form for sidebeskæftigelse samtidig med sine mange bestyrelsesposter. Et job, som har fået kapitalfondstankegangen indprentet i hans tilgang til at udvikle de virksomheder, han er en del af.

”Jeg har især lært det her med urgency. Ting haster. Samtidig er de (kapitalfonde, red.) også gode til at tænke stort. Vi har som mennesker en vis tendens til at sige ”det er fint”, eller ”vi har det jo godt”, men de tænker i stedet, hvordan kan vi blive dobbelt så store?”

En tankegang, der er vigtig at have med, påpeger Vagn Sørensen, uanset hvilke knapper der skal skrues på i en virksomhed, og som han konstant har i baghovedet.

En ny pause opstår i samtalen.

”Jeg kan faktisk godt lige sige én ting til det, du spurgte om med SAS.”

Summen af dine erfaringer

Lydtæppet på The Connaught er blød jazz. Servicen er god – effektiv og lavmælt. På frokostmenukortet kan man finde kaviar til en pris nord for 300 pund. Sådan skal det selvfølgelig også være, når den franske kok Hélène Darroze driver sin trestjernede michelinrestaurant på samme matrikel.

Man kan få al den kvalitet, man har lyst til, som Vagn Sørensen formulerer det.

På mange måder en slående kontrast til det, han selv er opvokset i.

Han kommer fra ”ganske fattige kår”, fortæller han. Hvor mor og far nærmest var en slags daglejere på forskellige gårde rundt omkring i det jyske, mens familien havde til huse tæt ved den tidligere flyvestation i Vandel, der ligger nær Billund.

”Jeg er vokset op med, at der er to ting, der gælder. Man skal være dygtig, og man skal kunne arbejde hårdt. Kombinationen af de to ting. Du kan være fantastisk intelligent, men skal du være succesrig, så skal du altså også arbejde,” siger Vagn Sørensen.

Og det gjorde han. I ungdomsårene fik han et job i et datterselskab til SAS ude i Billund Lufthavn, og i 1984 blev den første sten lagt til det, der skulle vise sig at være en kometkarriere i det navnkundige flyselskab.

Her startede Vagn Sørensen som trainee i selskabet, og i de følgende knap 18 år steg han i graderne, indtil han blev udnævntet som vicekoncernchef - en slags kronprins i SAS.

Men i 2001 væltede korthuset så. Brat.

I sommeren det år blev SAS og Maersk Air af EU-Kommissionen kendt skyldige i karteldannelse, hvilket medførte bøder på samlet 400 mio. kr. Noget, der kostede direktørposter i både Maersk Air og i SAS – og hos sidstnævnte blev det altså kronprinsen, der stod tilbage med ansvaret. 

”Man kan sidde og blame alle mulige. Det var selvfølgelig uheldigt og noget, der ikke burde være sket. Jeg tog skylden, men burde have delt den med rigtig mange andre,” siger Vagn Sørensen.

Det har krævet en længere tænkepause at sige ord om sagen, der nu ligger mere end to årtier tilbage i tiden.

”Det, jeg lærte af det, er, at uanset hvad du bliver mødt af af modgang, jamen så har du stadig din faglighed, din professionalisme og dit netværk. Og det er det, som folk siger og synes om dig, der i princippet er dig. Det var det, der bragte mig videre, og det var det, der gjorde, at jeg kunne gå til et topjob kort efter,” forklarer han.

”Summen af dine erfaringer er også med til at forme dig.”

Aldrig væk fra rødderne

Og Vagn Sørensen rejste sig – til stor overraskelse – lynhurtigt fra fyringen i SAS. Få måneder efter blev han nemlig præsenteret som topchef i det dengang statsejede Austrian Airlines.

En stilling, som han bestred i mere end fire og et halvt år. Tiden som topchef for det østrigske flyselskab fremhæver han i dag som et af højdepunkterne i karrieren.

”Det var meget ærefuldt, at man som udlænding fik lov til det. For det lå så dybt i alle østrigere, at ”det er vores selskab”,” siger han.

Men pludselig bankede kapitalfonden EQT på døren med et lukrativt tilbud; En rolle som rådgiver med særligt fokus på købsmodne virksomheder, en såkaldt Tier One Advisor. 

Noget, som samtidig ville efterlade luft i kalenderen til, at Vagn Sørensen også kunne opbygge en portefølje af bestyrelsesposter og dermed blive professionelt bestyrelsesmedlem. En i dag velkendt konstruktion, men som dengang særligt vakte opsigt, da Vagn Sørensen blot var midt i 40’erne – en alder, hvor de fleste topchefer ikke er klar til at stoppe.

Men at tilværelsen som topchef blev skiftet ud med andre roller medførte ikke, at arbejdsbyrden blev mindre. Tværtimod var der - og er der stadig i dag - behov for en voldsomt stram kalenderstyring. Vagn Sørensen er således allerede begyndt at lægge møder ind i 2026, fortæller han.

Og så er der stadig brug for det, som han lærte fra barnsben; hårdt arbejde.

”Det er fantastisk priviligeret at være efterspurgt og være kommet dertil, hvor jeg kan gøre de ting, jeg synes er sjove. For at nå dertil skal du også presse dig selv, og det er jeg god til. Jeg har også været i mange situationer, der ikke var sjove, og der skal du bide tænderne sammen og komme igennem.”

Nu sidder vi her i Mayfair-området, et af de mest mondæne i London. Når man træder ind, byder folk med høje hatte velkommen. Du bliver ikke magelig på noget tidspunkt?

”Jeg nyder meget at bo her, og jeg synes, det er en sjov kultur at være i. Den siger mig meget. Men jeg er altid meget ydmyg mod, hvor jeg kommer fra. Uden at det skal lyde alt for helligt, så støtter jeg en masse ting, som jeg mener, man skal støtte, hvis man har mulighed for det. Jeg har altid forsøgt at bevare hjertet på det rette sted, så jeg kan sagtens se igennem, hvad der er falsk, og hvad der er på overfladen. Jeg har aldrig følt, at jeg har bevæget mig væk fra mine rødder overhovedet.”

Vagn Sørensen nærmer sig en alder, 63, hvor de fleste formentlig overvejer, hvornår tiden på arbejdsmarkedet er slut. 

Det har bestyrelsesblæksprutten dog ingen planer om for nuværende, fortæller han. 

Hvis ellers efterspørgslen vedbliver at være der, ser han ingen grund til at trappe ned de næste syv-otte år. 

”Jeg synes, det er et priviligeret liv, så det ønsker jeg at blive ved med,” siger han.

Dagens næste møde skal Vagn Sørensen ikke holde på The Connaught, men derimod hjemme. Tiden er ved at være fremskreden, så han skal have lidt fart på, hvis han skal nå det. Heldigvis er det ikke så langt væk.