Flydirektør efter uforudsigeligt år: "Hånden på hjertet skulle vi have fyret nogle flere"

Coronakrisen har haft enorme konsekvenser for flybranchen, hvor tusindvis af mennesker har mistet arbejdet eller er gået ned i tid.
Der er flere faktorer, som giver udfordringer for de flyselskaber, der har ligget i dvale gennem mere end et år, og som nu skal ud og rekruttere nye medarbejdere. Det kræver store udgifter til simulatortræning og andet, så piloter eksempelvis kan blive certificeret - eller gencertificeret - til at flyve.
Men hos DAT er det nærmest omvendt. Her mangler man ikke folk forud for genstarten, men har i stedet haft for mange ansat under coronakrisen.
"Vi kunne lige så godt have fyret alle jetpiloter i slutningen af august måned, hvis vi havde vidst, hvordan det gik," siger selskabets ejer og adm. direktør, Jesper Rungholm, til MobilityWatch.
Kun propeller i luften
Jesper Rungholm henviser til de piloter, som flyver selskabets jetfly, der bruges til længere flyvninger. Modsat de piloter, som har fløjet selskabets propelfly, der flyver indenrigsflyvninger, og som har været i brug under hele coronanedlukningen, har jetpiloterne været hjemsendt, fordi DAT's internationale flyvninger har været indstillet.
Selskabet har imidlertid holdt fast i sine jetpiloter, der dog er gået 50 pct. ned i løn. Det er ifølge Jesper Rungholm det minimum, piloternes løn kan komme ned på, hvis de fortsat skal være i selskabet.
"Det er dyrt, skal jeg sige dig," siger Jesper Rungholm.
Grunden til, at DAT alligevel har holdt fast i jetpiloterne, er, at selskabet har haft en forventning om, at den internationale flyvning ville komme langt hurtigere tilbage, end det har været tilfældet.
Forventningerne er blevet skubbet flere gange, og fordi der både er månedlange opsigelsesvarsler på piloterne, og det ville være bekosteligt og tidskrævende at få dem gencertificeret, er DAT endt i et limbo igen og igen.
"Vi har fejlvurderet med cirka seks måneder," lyder det fra DAT-direktøren.
Mulige kabineudfordringer
På pilotsiden vil det derfor ikke være et problem for DAT, at flytrafikken kom tilbage til sit vanlige niveau denne sommer - hvilket også synes højst usandsynligt - men hvad angår kabinepersonalet, ville der potentielt kunne opstå udfordringer.
"Selvom vi ikke har fyret nogen, har der været en frasivning alligevel, da en del af vores kabineansatte har fundet andre jobs eller forladt branchen. Når vi kommer i gang igen, kommer vi derfor til at køre nogle kurser og ansætte folk," siger Jesper Rungholm og tilføjer:
"Som det ser ud lige nu, behøver vi ikke ansætte folk, men hvis der lige pludselig bliver åbnet op, og der kommer gang i ferieflyvningen, så tror jeg faktisk, vi er for få folk."
Jettime ligger stadig i dvale men ansætter igen piloter: "Det må bære eller briste"