Tesla-topchef kræver grønnere bitcoin for igen at bruge valutaen

Når kryptovalutaen bitcoin er blevet mere grøn, vil man igen kunne købe Tesla-biler med den.
Det skriver elbilselskabets topchef, Elon Musk, søndag på Twitter.
I februar meddelte Tesla til manges overraskelse, at selskabet nu ville tage imod bitcoin som betaling.
Men i maj skiftede Musk holdning.
Her sagde han, at bitcoin ikke længere ville blive accepteret af hensyn til miljøet.
"Når det bliver bekræftet, at der er en rimelig (cirka 50 procent) mængde ren energi blandt bitcoin-minere og en positiv tendens, så vil Tesla igen tillade bitcoin-transaktioner," skriver han på Twitter.
Udvinding af bitcoin er baseret på komplicerede og tidskrævende dataprocesser, som kræver særligt udviklede dataanlæg i store centre, der forbruger store mængder energi.
Tidsskriftet Nature offentliggjorde for nylig et studie, der viste, at kinesiske bitcoin-centre kan stå i vejen for landets klimamål. I Kina kører centrene blandt andet på energi fra kulkraftværker.
De kinesiske centre er afgørende for næsten 80 procent af verdens handel med kryptovalutaer.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters steg bitcoin-priserne umiddelbart i kølvandet på tweetet fra Musk søndag.