Airbus og Boeing stiger på udsigt til USA-EU-aftale om subsidier

Med udsigt til en afslutning på den langvarige konflikt mellem Europa og USA om subsidier til flyproducenter som Airbus og Boeing stiger begge selskabers aktier.
Franske Airbus stiger 0,8 pct. til 113,32 euro på den franske børs tirsdag middag, og amerikanske Boeing stiger i formarkedet 0,7 pct. til 246,85 dollar.
EU og Biden-administrationen er efter to dage med intense forhandlinger meget tæt på at gennemføre en aftale, der vil ende en 17 år gammel handelsstrid mellem de to unioner.
"Jeg er meget positiv omkring, at vi i dag finder frem til en aftale om Airbus-Boeing-spørgsmålet i dialog med vores amerikanske venner," siger Ursula von der Leyen, der er Europa-Kommissionens chef, på en pressekonference tirsdag, ifølge Investing.com.
Konflikten om subsidier til flyproducenterne har stået på siden 2004, og den har blandt andet resulteret i ekstra told på eksempelvis alkohol, vin og tobak.