SBS gennemfører frasalg af Automotive

Scandinavian Brake Systems (SBS) har torsdag den 1. juli 2021 gennemført salget af datterselskabet SBS Automotive.
Det oplyser SBS i en meddelelse til Børsen.
Salget af Automotive til Borg Automotive, der ejes af Schouw & Co., blev annonceret tilbage i maj, men det krævede godkendelse af konkurrencemyndighederne samt af SBS' generalforsamling. Alle betingelser er nu opfyldte.
Salgsprisen for Automotive afhænger af de finansielle præstationer i 2022, men baseret på estimater, antager SBS, at den vil blive på 200-250 mio. kr. på gældfri basis.
SBS skal dog udrede en række transaktionsomkostninger og indfri gæld- og leasingforpligtelser, og koncernen venter derfor et provenu på 50 mio. kr., hvorefter SBS kan udbetale 15,60 kr. per aktie i ekstraordinært udbytte.