Tesla stiger trods færre leveringer i andet kvartal end ventet

Tesla leverede i årets andet kvartal færre biler end ventet, men ikke desto mindre dobbelt så mange som i samme periode sidste år.
Investorerne reagerer umiddelbart positivt på opgørelsen.
Elbilproducenten leverede 201.250 biler i andet kvartal mod et analytikerestimat fra Bloomberg News på 204.160 biler.
I samme periode sidste år leverede Tesla 90.650 biler.
Det er første gang, at Tesla leverer over 200.000 biler på et kvartal, skriver National Post ifølge Bloomberg News.
Tesla producerede i årets andet kvartal 206.421 biler mod 82.272 i samme periode sidste år.
Selskabet udtaler ifølge Bloomberg News, at der er "udført et enestående arbejde for at navigere gennem globale forsyningskæder og logistiske udfordringer."
Nyheden sendte i første omgang Tesla-aktien ned med 0,4 pct. i formarkedet.
Siden er stemningen dog vendt - aktien stiger kort efter åbningen på børsen i New York med 3,3 pct. til 700 dollar.