Ny SAS-boss overtager store udfordringer: "Han skal genopfinde selskabet"

Om få dage sætter Anko van der Werff sig i direktørstolen hos flyselskabet SAS, hvor der venter store udfordringer, fortæller to garvede iagttagere. De er dog ikke helt enige om, hvad chancen er for, at hollænderen lykkes.
Anko van der Werff starter i næste uge som topchef i SAS. | Foto: IATA / PR
Anko van der Werff starter i næste uge som topchef i SAS. | Foto: IATA / PR
AF THOMAS BO CHRISTENSEN OG MADS ODDERSHEDE

En luftfartsindustri i en historisk stor krise, der måske kan ændre rejseaktiviteten for flypassagerer for bestandigt.

Læg dertil et regionalt marked med heftig konkurrence kombineret med en særlig ejerkreds og medarbejdere fordelt over flere lande med historiske uenigheder.

Det er nogle af de udfordringer, som 45-årige Anko van der Werff står med, når han i næste uge overtager jobbet som ny topchef for det skandinaviske flyselskab SAS.

Anko van der Werff overtager posten fra Rickard Gustafson, der har stået i spidsen for selskabet i ti år. Hollænderen kommer fra et job som topchef i det colombianske flyselskab Avianca og vil være den første SAS-chef, der ikke kommer fra Norden.

Ifølge Jacob Pedersen, luftfartsanalytiker i Sydbank, bliver der rigeligt at tage fat på for den nye direktør:

"Han står over for en kæmpe opgave, hvor han skal genopfinde SAS og sikre, at det er et selskab, der i fremtiden kan begynde at vinde markedsandele og ikke mindst tjene penge."

Presset på kapital

Også Hans Jørgen Elnæs, der er luftfartsanalytiker og ejer af konsulentvirksomheden Winair, der blandt andet rådgiver aktører i flyindustrien, mener, at Anko van der Werff vil få rigeligt at se til og peger på især to opgaver. Den ene handler om penge.

”Den store udfordring er jo, at man har et højt månedligt cashburn. Det spiser af selskabets egenkapital, og derfor skal man ud at hente ny kapital, måske gennem en kapitaludvidelse,” siger han.

En anden stor udfordring for SAS finder man ifølge Hans Jørgen Elnæs på pilotsiden.

Her bliver det afgørende, at Anko van der Werf formår at få forhandlet overenskomster på plads med piloter og kabinepersonale, så selskabets omkostninger bliver nedbragt. Ellers bliver det for svært at hamle op med lavprisselskaber i et marked, hvor pris er det vigtigste parameter.

”For at kunne tilbyde en lav pris, skal du have lave omkostninger, og det har SAS ikke. Deres omkostningsbase er betydeligt højere end for eksempel Norwegians, og det gør det svært,” vurderer han.

Svag konkurrencekraft

Jacob Pedersen fra Sydbank er enig i, at omkostningsspørgsmålet på personalesiden bliver vigtigt.

"Mange af konkurrenterne har lavet bedre aftaler med deres medarbejdere om lønnedgang og relativt langt løbende nye overenskomstaftaler. Hos SAS er billedet et andet, hvor man sidder tilbage med de dyreste piloter og kabinepersonale, fordi selskabet ikke har haft valgfrihed i forhold til, hvem der er blevet afskediget i den markante fyringsrunde, man har været ude i," siger Sydbank-analytikeren.

Ifølge Jacob Pedersen har SAS-personalet indtil videre ikke vist sig villige til at gå ned i løn modsat hos konkurrenterne, og derfor står SAS målt på konkurrencekraft svagere. Og det selv om, at en afgørende opgave for Anko van der Werff ifølge analytikeren bliver at vinde markedsandele.

Han fortæller, at SAS traditionelt har været lagt an på at flyve forretningsrejsende ind og ud af Norden. Men fremover forventes der færre forretningsrejsende, og derfor skal SAS stjæle kunder fra konkurrenterne, ligesom selskabet vil skulle gøre det inden for fritidsrejsende.

"Det lyder måske nemt, men det er det ikke, og det er samtidig i et marked, der formentlig bliver endnu mere konkurrencepræget," siger han.

Handler ikke bare om at overleve

Når man om nogle år skal måle, om Anko van der Werff har været en succes som SAS-chef, bliver nøgleparameteret ifølge Jacob Pedersen selve indtjeningsniveauet.

"SAS har i de sidste fire-fem år op til coronakrisen kunnet levere overskud, som har været store nok til, at man kunne sige, at det har været hæderligt. Derfor skal den nye direktør måles på, om han kan levere anseelige overskud, der giver rum til at bevare selvstændigheden og til at investere i nye fly i fremtiden," siger han og tilføjer:

"Det handler ikke bare om at kunne overleve med en vis legemsdel i vandskorpen."

Hvordan ser du sandsynligheden for, at det lykkes?

"For mig at se bliver det svært, fordi luftfartsmarkedet forandrer sig, og fordi de forretningsrejsende kommer til at flyve mindre, når vi kigger fremad," siger aktieanalysechefen og nævner, at flyselskaberne normalt tjener mest på forretningsrejsende.

Klog og god til at snakke

Hans Jørgen Elnæs forventer imidlertid, at den kommende topchef vil få en god start.

Det skyldes, at udviklingen i trafiktallene i de første måneder, hvor hollænderen sidder i direktørstolen, må forventes at udvikle sig positivt i forhold til det meget lave niveau sidste år som følge af coronapandemien.

I det hele taget er Hans Jørgen Elnæs - trods de store udfordringer - lidt mere optimistisk på Anko van der Werffs vegne.

Nordmanden fortæller, at han har mødt hollænderen flere gange, da de begge arbejdede for Qatar Airways i starten af 2010’erne. Ud fra det har han dannet et positivt indtryk af den kommende topchef:

”Han er en klog fyr, der er god til at kunne se vertikalt og horisontalt i et selskab. Det har han gjort i Mexico og Colombia (da han var i hhv. Aeromexico og Avianca red.). Han er desuden god til at snakke med folk og danne relationer, og det er vigtigt i et selskab som SAS,” vurderer flyanalytikeren.

Hans Jørgen Elnæs tilføjer, at Anko van der Werff har masser af relevant erfaring fra de fire andre flyselskaber, han har været i. Flyanalytikeren tror derfor på, at hollænderen vil få succes i jobbet, men at han bestemt ikke kommer sovende til det.

”Det bliver ikke nogen walk in the park.”

Sår tvivl om ballast

Når det gælder Anko van der Werffs CV og meritter, er vurderingen hos Jacob Pedersen lidt mere lunken. Han peger på, at hollænderen, der blev hyret til at lede Avianca i 2019 - hvilket var hans første job som topchef - kun sad i kort tid, inden coronaen ramte og ændrede alt.

"Derfor hæfter jeg mig ved, at han ret beset ikke har været topchef i et flyselsab i en længere periode, og at han for mig at se ikke er super hjemmevant i rollen som topchef og kransekagefigur," siger Sydbank-analytikeren.

"Så ja, det er fint, men det er ikke umiddelbart en ballast, som gør, at han bare kan gå ind og blive en kæmpe succes i SAS."

Som det har været beskrevet, har hollænderens tid i colombianske Avianca heller ikke været nem, eftersom selskabet har været nødt til at søge om konkursbeskyttelse.

Desuden har han og resten af ledelsen fået kritik for tildelingen af en millionbonus, mens konkursprocessen stod på, og flyselskabet havde hjemsendt de fleste af medarbejderne uden løn.

Nationalitet kan blive en fordel

På spørgsmålet om, hvorvidt det at være topchef i et colombiansk flyselskab under konkurs rimer godt med at overtage styrpinden i SAS, siger Jacob Pedersen, at Anko van der Werff trods alt har bred luftfartserfaring fra andre selskaber som KLM og Qatar Airways.

Men ligesom han kun har relativt kort erfaring som topchef, har han heller ikke erfaring med at "navigere i SAS mellem forskellige personalegruppe og forskellige lande," påpeger han.

Det kan dog også blive en fordel.

"Det kan give ham muligheder for at starte forfra og skabe en lidt bedre spillebane i forhold til al den polemik, som der i lange perioder har været mellem landene i SAS. Nu kan nordmænd ikke længere være sure over, at det f.eks. er en dansker, der er CEO og tilgodeser danskerne. På den måde kan han få noget mere objektivitet ind, som kan være med til at skubbe nogle af de interne konflikter, der historisk har været i SAS, lidt af banen."

MobilityWatch har forsøgt at få et interview med Anko van der Werff, men SAS oplyser, at han først stiller op, når han er kommet i gang med jobbet.

Koncerndirektør og COO i SAS, Simon Pauck Hansen, har dog tidligere over for MobilityWatch fortalt, at den nye topchef får travlt. Det skyldes, at Anko van der Werff kommer ind, mens SAS er i fuld gang med at eksekvere den forretningsplan, selskabet lagde i april sidste år, og hvis formål er at sikre lønsomhed, når verden åbner igen.

"Han skal hoppe på bussen, mens den stadig ruller," sagde han i et interview i maj - læs hele artiklen nedenfor:

 Kommende SAS-topchef skal "hoppe på bussen mens den ruller"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også