Norge åbner for indrejse for de fleste fra Danmark

Norge har lempet sine indrejseregler, så langt de fleste danskere nu kan rejse på ferie i nabolandet.
Lempelsen betyder, at Udenrigsministeriet i Danmark har ændret sin rejsevejledning, så der nu ikke længere frarådes rejser til landet.
Anbefalingen gælder for alle danskere med undtagelse af folk fra Region Hovedstaden.
Her frarådes rejse til landet, medmindre de er færdigvaccineret eller har været smittet inden for det sidste halve år.
Når man ankommer til Norge, skal man udfylde en indrejseformular og samtidig dokumentere, at man er vaccineret, har immunitet fra tidligere smitte eller er testet negativ. Derudover vil man blive testet ved ankomst.
Rejsende fra Region Hovedstaden kan kun rejse ind i Norge, hvis de har et relevant formål. Det kan for eksempel være, at man skal besøge et nært familiemedlem.
For nylig har rederierne DFDS og Fjord genoptaget deres sejladser til Norge, efter at færgerne har ligget på land i en længere periode på grund af corona og de medfølgende rejserestriktioner. Det skriver rejsemediet Standby.dk.
Gennem de seneste måneder er rejsevejledningerne til lande i Europa løbende blevet lempet, så der nu er åbent for rejser til de fleste lande i EU og Schengen.
Det gælder dog ikke Finland, Irland og Island, hvor der frarådes rejser på grund af skrappe indrejserestriktioner.
Trecifret millionpulje til grøn færge-omstilling kan nu ansøges
Ny DFDS-rival på Den Engelske Kanal lægger ud med at sænke billetpriserne