Verdenskendt rapper og Chanel-arving skyder penge i dansk elcykelfirma

Det danske elcykelfirma Mate Bike, der i sit regnskab for nylig kunne præsentere en nedadgående omsætning og et underskud på mere end 50 mio. kr., kan nu præsentere noget mere opløftende nyheder i form af omkring 5 mio. euro, eller cirka 37 mio. kr., i frisk kapital fra nye og eksisterende investorer.
Det skriver Børsen.
Og det er ikke hvem som helst, der nu sender penge mod det danske elcykelfirma. Blandt andre har den amerikanske rapper Jay-Z for anden gang skudt penge i selskabet gennem investeringsfonden Marcy Venture Partners, og af nye investorer kan nævnes Chanel-arvingen David Wertheimer, der gennem investeringsfonden Mirabaud Lifestyle Impact and Innovation har købt sig ind i Mate Bike, skriver Børsen.
“Mirabaud har mange stærke brands i deres portefølje, så det er med til at løfte os og gøre potentielle nye samarbejder lettere. Det er dygtige folk, så det gør selvfølgelig, at vi står stærkere som et internationalt brand med dem,” siger medstifter af Mate Bike Julie Kronstrøm Carton til mediet.
Københavnsk firma bag hippe elcykler tabte over 50 mio. kr. i 2020