Ny SAS-chef tilfreds med udvikling i trafiktal

For første gang i 2021 har SAS i løbet af en måned fløjet med over en million passagerer.
Det viser trafiktallene for juli fra det skandinaviske luftfartsselskab.
I alt har SAS i juli fløjet med 1.023.000 passagerer.
Det er det hidtil højeste for en måned i 2021, og sammenlignet med juni er der tale om en vækst på næsten 70 procent.
"Vi ser, at tallene forbedres gradvist, og det er tilfredsstillende," siger Anko van der Werff, administrerende direktør i SAS, i en meddelelse.
Han overtog tøjlerne for selskabet i midten af juni efter Rickard Gustafson.
Han bemærker, at der fortsat er usikkerhed om en række forhold, og at selskabet derfor holder fast i en vis forsigtighed.
Det er særligt de fortsatte rejserestriktioner, som SAS er opmærksom på.
Selv om mange rejserestriktioner i Europa er blevet lempet, kan der hurtigt ske ændringer, som får betydning for de rejsende.
"De tilbageværende rejserestriktioner påvirker stadig passagererne, og vi gør alt, vi kan, for at give vores kunder en god rejseoplevelse," siger direktøren.
I juli har SAS haft en såkaldt "load factor" på 59,6 procent. Procentsatsen siger noget om, hvor fyldte SAS' fly har været, når de har fløjet.
Load factoren på 59,6 procent i juli er en fremgang fra 47,9 procent i juni.
Også Norwegian er begyndt at flyve med mere fyldte fly end tidligere. Torsdag viste trafiktallene fra det norske luftfartsselskab en load factor på 74,4 procent.
Hos Norwegian er der i juli fløjet med 695.830 passagerer.
Mens Norwegian i øjeblikket kun flyver korte ruter i Norden og i Europa, har SAS også ruter, der strækker sig oversøisk. Det vil eksempelvis sige til USA.
Ny SAS-topchef står over for tre store udfordringer