Ryanair og dansk fagforening fortsætter dialog om overenskomst – men foreløbigt uden resultat

I maj måned meldte det irske lavprisflyselskab Ryanair ud, at det havde planer om at åbne en base i Billund Lufthavn med to fly fra sidst i oktober, og i mellemtiden har selskabet forhandlet om en dansk overenskomst med Flybranchens Personale Union (FPU), men der er endnu ingen aftale på plads.
Det skriver Check-in.
Mediet har talt med næstformand i FPU, Anders Mark Jensen, der bekræfter, at der stadig forhandles, men som af respekt for forhandlingerne ikke ønsker at fortælle, hvordan det går. Han blev også spurgt, hvad der sker, hvis parterne ikke har en overenskomst på plads inden åbningen af den nye base:
”Skulle vi ikke det, gælder redskaberne i den danske model stadigvæk. Men et andet kendetegn ved den danske model er, at du fortsætter med at forhandle,” siger næstformanden til Check-in.
Tilbage i 2015 havde Ryanair – der gennem tiderne ofte har været kritiseret for ringe arbejdsvilkår og manglende overenskomster – planer om at åbne en base i Københavns Lufthavn. Men efter en armlægning med den danske fagbevægelse valgte Ryanair at droppe planerne, og selskabet lukkede på samme tid også den daværende base i Billund.