MobilityWatch

Elbiler bryder lige så ofte i brand som andre biler

Brande i elbiler kan være ekstra farlige, men ifølge tal fra Forsvarsministeriet bryder opladelige biler ikke i brand oftere end biler, der eksempelvis kører på fossilt brændstof.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Regeringens ambition om, at der i 2030 skal køre 1 mio. grønne biler rundt på de danske veje, truer med nye udfordringer for brandvæsnet.

Som blandt andet MobilityWatch tidligere har skrevet, er det nemlig meget sværere at slukke en brand i en elbil end i andre typer af biler. Samtidig udskiller batteriet forskellige kemiske stoffer, som forhindrer brandmændene i at komme tæt på.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Men nu viser et svar på et folketingsspørgsmål stillet af Torsten Gejl fra Alternativet til forsvarsminister Trine Bramsen (S), at el- og hybridbiler ikke nødvendigvis bryder mere i brand end andre biltyper.

Lavt antal brande i elbiler

Ifølge opgørelsen var der i 2020 i alt 1358 biler, der brød i brand. Heraf var 10 en el- eller hybridbil. Til sammenligning var der i alt knap 2,7 mio. biler på vejene i 2020, hvoraf 15.514 var elbiler.

(Artiklen fortsætter under grafen)

Det svarer således til, at 0,05 pct. af bilerne i Danmark brød i brand i 2020. Sammenligner man tallet for elbiler, svarer det til, at 0,06 pct. af elbilerne brød i brand i 2020.

Her skal man dog tage højde for, at hybridbilerne ikke er regnet med i det samlede antal af biler på el, mens de til gengæld er medregnet i antal brande i elbiler. Andelen af brande i el- og hybridbiler er dermed reelt lavere.

Tallene tyder derfor på, at biler, som kører på el, ikke nødvendigvis bryder mere i brand end almindelige biler. Nærmere ser det ud til, at andelen af brande, der er sket i el- og hybridbiler i Danmark siden 2016 – hvor man begyndte at registrere brande i el- og hybridbiler for sig – er lavere end det samlede antal bilbrande.

(Artiklen fortsætter under grafen)

En farlig brand

Ifølge organisationen FDM, som varetager bilisternes interesser, er der i teorien også mindre tendens til, at elbiler bryder i brand. Men ifølge organisationen er brande i elbiler ekstra farlige, da branden udskiller giftige dampe.

Desuden kan elbilen brænde i op til et helt døgn, hvis den først bryder i brand, lyder det fra FDM.

Motor-Magasinet har tidligere beskrevet, hvordan en løsning på en elbilsbrand kan være at sænke elbilen ned i en container med vand. Ellers kan løsningen være blot at lade bilen brænde ud.

I august rundede Danmark en milepæl, da De Danske Bilimportører kunne melde, at der nu kører 100.000 opladelige biler rundt på de danske veje.

Flertal af danskerne ser få ladestandere som forhindring for at købe elbil 

Mere fra MobilityWatch

DI bifalder ny finanslovsaftale uden flyafgift

Hos DI Transport er direktør Michael Svane glad for, at en flyafgift ikke fandt vej til ny finanslov. Organisationen mener dog, at andre elementer i delaftale giver en "startbane" for grøn omstilling af luftfarten.

Læs også

Relaterede