MobilityWatch

Share Now og Greenmobility kritiserer Københavns Kommune for at fremme én bestemt type delebil

Ifølge de to delebilsselskaber, som begge arbejder med et free flow-koncept, giver det ikke mening, at Københavns Kommune støtter et andet koncept, som kun udgør 5 pct. af Københavns delebiler.

Foto: Louise Herrche Serup

Københavns Kommune vil reservere 900 parkeringspladser til delebiler, som led i kommunens budgetaftale for 2022.

Det betyder, at der bliver flere mulige parkeringspladser til de delebilskoncepter, som arbejder med en fast stamplads.

Og det møder kritik fra to af de delebilsselskaber, som i stedet arbejder med et free flow-koncept: Greenmobility og Share Now – også kaldet bybiler.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som de to selskaber har udsendt i fællesskab.

Greenmobility og Share Nows biler flyder så at sige frit i byen, og brugeren kan således parkere bilen på en hvilken som helst plads. Ifølge selskaberne er det netop denne type delebiler, der er efterspørgsel efter, og derfor giver det ikke mening, at kommunen støtter delebiler med fast stamplads over bybiler.

”For seks år siden, før Share Now og Greenmobility var etableret i København, udgjorde delebiler med fast stamplads 100 pct. I dag er det tal ca. omkring 5 pct. Det virker derfor helt forrykt, at delebilerne med fast stamplads får en fordel med 900 p-pladser. De har ikke før kunne udnytte fordelen med dedikerede p-pladser, så hvorfor skulle de kunne det nu?” lyder det fra Greenmobilitys direktør, Thomas Heltborg Juul, i pressemeddelelsen.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Selskaberne kritiserer især, at delebilerne med fast stamplads tidligere i kommunens strategi for delebiler fra 2017 til 2020 havde fået tildelt, at antallet af stampladser skulle gå op fra 250 til 750. I dag er der 260 stampladser, og derfor mener bybilsselskaberne ikke, at delebiler med fast stamplads kan fylde pladserne ud.

”Det virker som om, at kommunen har glemt borgerne. Tallene for henholdsvis delebiler med og uden fast stamplads taler for sig selv – free flow delebiler (uden fast stamplads) vokser enormt, mens delebiler med fast stamplads ikke flytter sig,” lyder det fra Morten Jakobsen, som er direktør for Share Now.

Midlerne fulgte ikke med

I den modsatte ende er de kommende 900 dedikerede pladser godt nyt for delebilsselskabet Letsgo.

Christian Rohmann, som er ansvarlig for markedsføring og forretningsudvikling i selskabet, fortæller til MobilityWatch, at selskabet er ved at omstille bilflåden fra fossile brændstoffer til el, og derfor er det en nødvendighed med flere faste pladser, da selskabet selv skal etablere ladestandere.

For to år siden blev det gratis at parkere med elbiler i København, hvilket var et direkte driftstilskud til Green Mobility og delvist Share Now. Så jeg forstår ikke, hvad det er, de er så sure over?

Christian Rohmann, ansvarlig for markedsføring og forretningsudvikling i Letsgo

”Det her har en stor betydning for os. Vi har tidligere efterspurgt flere pladser forgæves – sidst efterspurgte vi 43 pladser lige før sommerferien, men kommunen har ikke penge til det,” siger Christian Rohmann, som pointerer, at selskabet, der i dag har 300 biler i København, vokser med 20 pct. i antal medlemmer om året, og dermed tilsvarende udvider bilflåden.

Han forklarer, at udover at det koster penge at omdanne en parkeringsplads til en delebilsplads, så mister kommunen også en indtægt fra de parkeringsafgifter, som pladsen ellers ville have givet kommunen.

Ifølge Christian Rohmann er det derfor, at antallet af faste stampladser ikke er gået op over de senere år, men forskellen er, at denne gang følger midlerne med.

Bybilerne modtager inddirekte støtte

Ifølge budgetaftalen er der i alt afsat 20 mio. kr. frem mod 2026 til at omdanne 900 parkeringspladser til delebiler og samtidig omdanne 4100 parkeringspladser til elbilpladser. Samtidig er der afsat et trecifret millionbeløb frem mod 2026 til reduktion i parkeringsindtægter.

Christian Rohmann mener, at det i høj grad giver mening at støtte delebilerne med fast stamplads, da denne type af delebiler har en positiv virkning på trængslen modsat bybilerne. Han henviser til en undersøgelse fra DTU i februar 2020, som viste, at et medlemskab hos Share Now – der på daværende tidspunkt gik under Drive Now – ikke betød, at brugeren fravalgte selv at have en bil.

”Antalsmæssigt kan det godt være, at vi fylder mindre, men effekten af vores delebiler overstiger langt deres. Bybilerne erstatter ikke bilejerskabet, da mange anvender bybilen i stedet for cykel og kollektiv transport. Derfor er der tale om to helt forskellige koncepter,” lyder det fra Christian Rohmann.

Hvis det skal virke på trængslen, så kræver det også, at bilerne bliver brugt. Folk gider ikke delebiler med fast stamplads i større skala, mens brugen af bybiler er i vækst både i Danmark og i hele Europa.

Thomas Heltborg Juul, direktør for Greenmobility

Samtidig mener han ikke, at delebilerne med fast stamplads bliver tildelt særlige fordele og påpeger, at de 4100 nye elbilpladser også vil komme de to bybilsselskaber til gode.

”Og for to år siden blev det gratis at parkere med elbiler i København, hvilket var et direkte driftstilskud til Greenmobility og delvist Share Now. Så jeg forstår ikke, hvad det er, de er så sure over? Hvad havde de forventet?” siger Christian Rohmann.

Ifølge direktøren for Greenmobility kan det da også godt være, at bybilerne får noget ud af aftalen. Hans største problem er dog, at de 900 pladser er reserveret til delebiler med fast stamplads og ikke til delebiler generelt.

”Hvorfor skal man fra politisk hånd bestemme, hvilke delebiler der skal have en fordel? Hvorfor ikke bare lave faste pladser til alle typer af delebiler?” siger Thomas Heltborg Juul til MobilityWatch.

Han påpeger desuden, at der findes flere udenlandske studier, som viser, at bybiler fortrænger langt flere biler end delebiler med stamplads.

”Og hvis det skal virke på trængslen, så kræver det også, at bilerne bliver brugt. Folk gider ikke delebiler med fast stamplads i større skala, mens brugen af bybiler er i vækst både i Danmark og i hele Europa," siger Thomas Heltborg Juul.

MobilityWatch arbejder på at få en kommentar fra Københavns Kommune.

Greenmobility vil hente knap 150 millioner for at understøtte væksten

Chaufførmangel presser taxaselskab - må sige nej til hver anden tur 

Mere fra MobilityWatch

Læs også

Relaterede