
Under navnet Go Light lancerer SAS nu en ny billettype, som flere lavprisselskaber i forvejen tilbyder, på sine indenrigsruter i Skandinavien, skriver Check-in.
Med den nye billettype er indchecket bagage ikke en del af billetten, men skal derimod købes separat. Go Light er i denne uge blevet implementeret på selskabets norske indenrigsflyvninger og vil inden længe blive foldet ud til resten af Skandinavien – den eksakte dato for det danske marked fremgår imidlertid ikke.
I samme ombæring sløjfer SAS billettypen Go Flex, der blev lanceret i december sidste år, og som tilbød ændringer af sin reservation på de billige bookingklasser helt op til en time før afgang.