Klager fra tidligere underleverandører forsinker DSB's salg til tysk udstyrskæmpe

Frasalget af DSB's enhed for komponentproduktion bliver ikke godkendt før det nye år efter flere klager over handlen, fortæller togselskabets topchef, der stadig regner med myndighedernes godkendelse.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

I august meddelte det statsejede togselskab DSB, at der var indgået en aftale om salget af DSB's enhed for komponentproduktion til en hemmelig køber – som kort tid efter viste sig at være den store tyske udstyrskoncern Knorr-Bremse med over 20.000 ansatte i 30 lande.

DSB forventede, at salget ville få myndighedernes godkendelse og gå endeligt igennem inden nytår, men i forbindelse med årets tredje kvartalsregnskab lyder det dog fra DSB, at en endelig godkendelse fra myndighederne nu først forventes i løbet af første halvår af 2022.

Det skyldes, at ikke alle parter har været tilfredse med aftalen, der vil sende enheden med 400 DSB-medarbejdere på tyske hænder, lyder det fra topchef hos DSB, Flemming Jensen, til MobilityWatch.

"Der har været indgivet nogle klager over Knorr-Bremses køb af vores komponentproduktion fra forskellige tidligere underleverandører inde i vores forretning," fortæller DSB's adm. direktør.

Ingen navne på klagere

Flemming Jensen pointerer, at man ofte ser denne type klager, når der er en risiko for, at nogen kan få en dominerende position på markedet.

"Derfor er der indgivet nogle klagesager, og dem skal myndighederne behandle, og det er på den baggrund, at vi ikke forventer, at myndighederne kan komme med en afgørelse før efter nytår," lyder det videre.

Han kan ikke oplyse, hvem der har klaget i salgsprocessen, men han understreger, at DSB fortsat forventer, at salget af DSB Component Workshop, som enheden hedder, bliver godkendt.

Af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside fremgår det, at der den 22. oktober er indledt en såkaldt fase 2 i den konkrete sagsbehandling. Fase 2 i fusionsbehandlinger starter, "fordi der er behov for en særskilt undersøgelse," hedder det på hjemmesiden.

Tyske Knorr-Bremse bekræfter i en mail til MobilityWatch, at selskabet ligesom DSB nu forventer, at handlen afsluttes i første halvdel af 2022. Knorr-Bremse ønsker ikke at spekulere i årsagerne til den forlængede proces, oplyser selskabet.

For tidligt at spekulere i ny kompensation

En anden ting, der ikke er helt afklaret hos statens togselskab, er, hvordan en økonomisk redningskrans til DSB kommer til at se ud, hvis nye coronarestriktioner kommer i spil.

I forbindelse med coronakrisen og de medfølgende passagerrestriktioner på DSB's afgange indgik selskabet en tillægskontrakt med Transportministeriet, der kompenserer DSB for tabte indtægter relateret til coronarestriktioner.

De sidste coronarestriktioner hos DSB bortfaldt i august, men med et stigende antal coronasmittede – torsdagen bød på smitterekord i 2021 med 2598 nye tilfælde – er der igen kommet mere fokus på mulige nye restriktioner. Flemming Jensen vil dog ikke sige, om han forventer ny statslig kompensation, hvis det skulle blive tilfældet.

"Det er alt for tidligt at spekulere i. Vi har haft et super godt samarbejde med både transportministeriet og regeringen, så jeg har ikke grund til at tro andet, end at vi vil finde gode løsninger, hvis det bliver aktuelt," siger han.

Frygter I, at der kommer nye restriktioner?

"Det kommer an på hvilke restriktioner, der bliver indført. Jeg hører jo ikke et signal om, at der er behov for at lukke samfundet ned."

Opdateret kl. 15:54 med svar fra Knorr-Bremse.

DSB-topchef kigger stadig langt efter normalisering 

Her er den hemmelige køber af DSB-afdeling med flere hundrede ansatte 

Passageromsætningen hos DSB runder en milliard for første gang siden corona  

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også