Russisk luftfartsselskab afviser at have fløjet migranter til Hviderusland

Ruslands statslige luftfartsselskab anklages angiveligt af EU for at transportere migranter til Hviderusland.
Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det russiske luftfartsselskab Aeroflot afviser torsdag at have været med til at transportere migranter til Hviderusland.

Det sker, efter at EU angiveligt har overvejet sanktioner mod selskabet.

Nyhedsmediet Bloomberg har citeret en unavngiven EU-embedsmand for, at man i december muligvis vil indføre sanktioner mod Aeroflot som konsekvens af den nuværende situation ved grænsen mellem Polen og Hviderusland.

Her er tusindvis af migranter - primært fra Mellemøsten - samlet under kaotiske forhold i håb om at komme ind i EU-landet Polen.

Ifølge EU har Aeroflot fløjet flere af migranterne til Hviderusland. Det samme beskyldes tyrkiske Turkish Airlines for at have gjort.

"Informationer om Aeroflots deltagelse eller bidrag til organiseringen af massetransport af migranter til Hviderusland er usande," skriver Ruslands statslige luftfartsselskab torsdag i en udtalelse.

Det russiske præsidentkontor siger torsdag desuden, at det er en "vanvittig idé" at ville indføre sanktioner mod Aeroflot.

Nabolandene Rusland og Hviderusland er tætte allierede.

EU vil i næste uge indføre nye sanktioner mod Hviderusland. Det meddelte EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, onsdag efter et møde med USA's præsident, Joe Biden, i Det Hvide Hus i Washington.

EU mener, at den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, bevidst sender migranterne til grænsen for at lægge pres på EU.

"Dette er et hybridangreb. Ikke en migrationskrise."

"I starten af næste uge vil vi meget hurtigt udvide vores sanktioner mod Hviderusland," skrev Ursula von der Leyen.

Det er den femte omgang sanktioner siden et omstridt valg i Hviderusland i august 2020. Valget, hvor Lukasjenko fik langt størstedelen af stemmerne, er ikke anerkendt af EU og andre på grund af mistanke om valgsnyd.

Ryanair i stor offensiv i Billund Lufthavn 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også