Fransk taxaselskab suspenderer Tesla-model efter ulykke

En dødsulykke i Paris i weekenden får stort hyrevognsfirma til at indstille kørsel med Teslas Model 3-biler.
Foto: Amanda Voisard/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Amanda Voisard/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Et af de største taxaselskaber i Paris suspenderer indtil videre kørsel med Teslas Model 3-biler. Det sker efter en dødsulykke i den franske hovedstad i weekenden med den populære elbil.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

En chauffør fra taxaselskabet G7 mistede lørdag aften kontrollen over sin Tesla.

En person blev ramt af køretøjet og dræbt, mens 20 kom til skade. Tre er tirsdag stadig indlagt i kritisk tilstand.

Ifølge franske medier var det en cyklist, som blev dræbt. Bilen ramte derefter tre fodgængere, før den kolliderede med et andet køretøj. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Yann Ricordel, der er vicedirektør i G7, oplyser, at bilen blev ført af en chauffør, som uden for tjeneste ville køre sin familie til en restaurant. Chaufføren forsøgte ifølge direktøren at bremse, men i stedet accelererede bilen.

Anklagemyndigheden i Paris har indledt en efterforskning om uagtsomt manddrab. Når efterforskningen er afsluttet, vil taxaselskabet tage stilling til, om de suspenderede biler skal på gaden igen.

Som følge af køretøjets hastighed og bane, hvor det ramte flere genstande, var der indledningsvist mistanke om en funktionsfejl, såsom en fastlåst speeder.

Efter at have fjernkontrolleret data fra den forulykkede bil har den amerikanske producent af elbiler afvist, at ulykken skyldes en teknisk fejl.

Tesla er i stand til fra sit hovedsæde i USA at indsamle detaljerede data fra sensorer og kameraer på sine biler.

Tesla oplyser, at det vil samarbejde fuldt ud med franske myndigheder om at opklare årsagen til ulykken, hvis det bliver anmodet om det.

G7 oplyser, at 37 af dets chauffører anvender Teslas Model 3. De øvrige modeller af Tesla-biler, som indgår i G7's flåde, vil fortsat blive anvendt.

Selskabet har 9000 chauffører tilknyttet.

Teslas topchef har atter solgt aktier for kæmpebeløb 

Volkswagen vil investere 2 milliarder euro i battericelleproduktion 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også