MobilityWatch

Norwegian sender stor del af regningen for stigende brændstofpriser videre til kunderne

Norwegian var i første kvartal ramt af nedgang, men også af stigende priser på brændstof som følge af krigen i Ukraine. Selskabet har ikke nogen afdækningsaftaler, hvilket ærgrer topchefen, som i stedet kompenserer via højere billetpriser.

Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix

Priserne på flybrændstof er steget voldsomt siden Ruslands invasion af Ukraine, og det mærker man også hos det norske flyselskab Norwegian.

Selskabet, der aflagde regnskab for første kvartal på Store bededag, melder her om omkostninger til jetbrændstof på 634 mio. norske kr., svarende til 459 mio. danske kr. Det er godt nok lavere end de 725 mio. norske kr. i fjerde kvartal, men her fløj selskabet også langt mere og havde en noget højere omsætning end i første kvartal.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

I fjerde kvartal havde det norske flyselskab således indtægter for lidt over 2 mia. norske kr., mens det i første kvartal, som stadig var hårdt plaget af modvind fra omikron-varianten, blev til 1,5 mia. norske kr.

”Det er åbenlyst noget, der påvirker os alle,” udtalte topchef Geir Karlsen på en telekonference efter regnskabet om prisudviklingen.

”Og det har en effekt på resultatet.”

Ingen afdækning

Norwegian har modsat nogle af de store udenlandske lavpriskonkurrenter ikke indgået afdækningsaftaler på brændstof, inden priserne for alvor tog fart opad. Det betyder, at selskabet bare må følge prisudviklingen, mens andre har afdækket og kan flyve til lavere priser.

Topchefen pointerede dog, at hovedkonkurrenten SAS er i samme situation, hvilket trods alt hjælper.

”Men jeg ville ønske, at vi havde afdækket sidste år, men det gjorde vi ikke. Mest fordi vi ikke kunne,” sagde Geir Karlsen og henviste til, at selskabet ikke kunne indgå sådanne aftaler af finansielle årsager, da selskabet lige var kommet ud af den store rekonstruktion i foråret.

I dag har selskabet mulighed for at afdække priserne, sagde han, men kom ikke ind på, om det var noget, som Norwegian kunne finde på. Brændstofpriserne er da således også stadig meget høje med priser på brent olie, der handles omkring 110 dollar.

Til gengæld påpegede topchefen, at det er lykkedes selskabet at sende en betydelig del af omkostningen over på kunderne.

”I det nuværende kvartal er det begyndt at gå ind i billetpriser, og jeg vil sige, at den relative prisstigning på brændstof har vi i kvartalet kompenseret for tæt på 50 pct. i billetpriserne,” sagde topchefen og nævnte, at det kan blive endnu mere fremover, hvis de høje brændstofpriser fortsætter.

Norwegian kom ud af første kvartal med et underskud på lidt over 1 mia. norske kr.

Norwegian flyver med flere men taber stadig penge

Mere fra MobilityWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MobilityWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs