
Den mellemøstlige luftfartskoncern Emirates Group har i det skæve regnskabsår 2021-22 skåret 35 mia. kr. af underskuddet fra året forinden.
Det skriver Check-In.
Underskuddet lander dog stadig på 7,3 mia. kr., men det er altså ikke i nærheden af året forinden, hvor koncernen, der foruden flyselskabet Emirates består af et groundhandlingselskab, tabte 42,6 mia. kr.
Den forbedrede bundlinje skal ses i sammenhæng med, at Emirates har forbedret omsætningen med 86 pct. sammenlignet med 2020-21, og den lander således på 127,5 mia. kr.
Koncernen har positive forventninger til det kommende år, men holder stadig øje med forskellige udfordringer.
”Vi forventer, at koncernen vil være rentabel igen i 2022-23, og vi arbejder hårdt på at nå vores mål, samtidig med at vi holder nøje øje med modvinde som høje brændstofpriser, inflation, nye Covid-19-varianter og politisk og økonomisk usikkerhed,” siger koncernchef Sheikh Ahmed bin Saeed Al Maktoum ifølge mediet.
Norske lufthavne ser to hovedudfordringer for flyindustrien
Ryanair-topchef i hård kritik af Boeing-ledelse: ”Hovedløse kyllinger”