MobilityWatch

Tårnhøje priser på brændstof vil overskygge stigende rejselyst i nyt SAS-regnskab

Når skandinaviske flyselskab kommer med regnskab i næste uge, vil de stigende brændstofpriser overskygge det stigende antal rejsende og højere billetpriser hos SAS, mener analytiker.

Foto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix

Høje brændstofpriser vil overskygge flere rejsende og højere billetpriser hos SAS, når luftfartsselskabet kommer med regnskab for andet kvartal den 31. maj i det skæve regnskabsår 2021/22.

”SAS’ manglende afdækning af de tårnhøje priser på brændstof vil gøre ondt i et kvartal, hvor også valutakursmodvind trækker resultatet ned i et nyt stort underskud,” siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, i en analyse forud for regnskabet.

Sydbank estimerer et underskud på 1461 mio. svenske kr. mod 2569 mio. svenske kr. i andet kvartal 2020/21.

”På positivsiden er rejselysten stejlt opadgående, men SAS’ konkurrenceevne er forringet, og selskabet får svært ved for alvor at drage indtjeningsmæssig fordel af det bedre markedsmiljø,” påpeger han.

Manglende Brændstofdækning

Andre luftfartsselskabers regnskab har vist klar bedring i indtægterne og optimisme omkring sommerens trafikudvikling. Ferierejselysten er tilbage omkring niveauet fra før corona, og genrejsningen efter omikron er gået hurtigere, end de fleste flyselskaber havde forventet.

”De ser derfor højere billetpriser hen over sommeren, hvor de fleste stadig holder de påtrængende høje brændstofpriser fra livet på grund af brændstofafdækning,” påpeger Jacob Pedersen.

Men brændstofomkostningerne er eksploderet, og SAS har ingen brændstofafdækning.

Samtidig er der igen massiv valutakursmodvind fra dollar-styrkelsen, hvilket formentlig vil koste omkring 400 mio. svenske kr. ekstra på finansposterne, vurderer Sydbanks aktieanalysechef.

Hos Sydbank ventes pengestrømme fra driften at være positivt påvirket af massiv fremgang i bookingerne og nå et niveau på 2-2,5 mia. svenske kr. i kvartalet.

”Til gengæld betyder timing af betaling for fly og gældsudløb, at det er uhyre svært at spå om det likvide beredskab ved udgangen af kvartalet. Store flyindkøb og indfrielse af gæld kan hurtigt sluge de positive pengestrømme og mere til,” vurderer Jacob Pedersen.

Forward i stampe

SAS præsenterede i forbindelse med sit regnskab for første kvartal 2021/22 i slutningen af februar en ny fremtidsplan - SAS Forward - som indeholder både et spareelement og planer om gennemførsel af en kapitalrejsning.

”SAS Forward ser ud til at være gået i stå. Vi ser frem til SAS’ kommentarer omkring forhandlinger med medarbejdere og kreditorer, og om selskabet forventer en kapitalrejsning helt uden statshjælp,” skriver Jacob Pedersen i analysen.

Et nøgleelement i planen er at få reduceret de årlige omkostninger med 7,5 mia. svenske kr. Det er dog ikke alle besparelserne, der er nye. 4 mia. svenske kr. af dem var allerede lanceret og i gang. Så reelt blev det igangværende program forhøjet med 3,5 mia. svenske kr.

Jacob Pedersen venter ikke, at SAS vil komme med en prognose for 2021/22 - men han ser frem til at hører luftfartsselskabets kommentarer om den kommende sommersæson – og om hvor godt SAS er forberedt til den.

Analyse: Finansminister Wammen på jagt efter milliarder til SAS-redning hos danske pengetanke

Norwegian vil skrue massivt op – men uden at begå samme fejl som sidst

Endnu en norsk pilot-forening stævner SAS

Mere fra MobilityWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MobilityWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs