SAS' tro på overskud i 2024 bygger på usikre prognoser

Dollaren skal svækkes, og priserne på brændstof skal ned, hvis SAS’ forudsætninger for de kommende års resultater skal holde stik.
Det skriver Børsen, der har set nærmere på variablerne i flyselskabets regnestykke. Forudsætningerne fremgår af en note på side 10 i årsregnskabet.
Her står der, at dollar skal svækkes fra 10,67 svenske kr. til 8,75 svenske kr. fra regnskabsåret 2025 og fremad. Samtidig skal prisen på jetfuel falde fra 1140 dollar per ton til 676 dollar per ton.
Hos Sydbank peger analysechef Jacob Pedersen på, at de usikre forudsætninger nok er gået hen over hovedet på mange.
”Så vidt jeg kan beregne, så har SAS hermed givet sig selv noget ekstra, resultatmæssig medvind fra 2024 og frem i størrelsesordenen 5-7 mia. svenske kroner. Hvis nogle af disse forudsætninger skulle svigte – og vi kan jo konstatere, at hverken valutakurs eller brændstofpriser er noget, SAS har megen indflydelse på – så står SAS stadig med risiko for fortsat underskud på driften, også efter 2024,” siger Jacob Pedersen til Børsen.
Selv har SAS stillet et overskud før skat i udsigt fra 2024. I 2026 venter selskabet et overskud på 3-4 mia. svenske kr.