Oliepriserne stiger på stærkere efterspørgsel og strammere udbud
Oliepriserne stiger tirsdag morgen med stærkere efterspørgsel på benzin samt nedskæringer i olieproduktionen fra Organisationen af Olieeksporterende Lande og deres allierede, Opec+.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 76,24 dollar mod 75,59 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 72,33 dollar mod 71,69 dollar tirsdag eftermiddag.
Udviklingen i priserne sker op til den amerikanske helligdag Memorial Day den 29. maj, der normalt markerer starten på en sæson med øget efterspørgsel.
Sidste uge meddelte det amerikanske energiministerium, at det vil opkøbe 3 mio. tønder råolie for at fylde olienødlagret, Strategic Petroleum Reserve. Frivillige nedskæringer i olieproduktionen fra Opec+, der trådte i kraft denne måned, forventes også at holde markedet stramt, lyder det ifølge Reuters.
Markedet følger nøje udviklingen i forhandlingerne om det amerikanske gældsloft. Forhandlingerne blev genoptaget mandag, men dagen sluttede uden en aftale.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 1962,73 dollar mod 1973,42 dollar mandag eftermiddag.
Relaterede artikler:
Ryanair tabte over 1 mia. kr. i fjerde kvartal
For abonnenter
Aalborg Havn får modtageanlæg til CO2
For abonnenter