Analytiker: SAS-aktier bliver værdiløse trods udsigt til travl sommer

De eksisterende SAS-aktionærer står foran en total udvanding, når kapitalforhøjelsen er gennemført, slår han fast.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

SAS og de øvrige flyselskaber går en travl sommer i møde, og selvom det lover godt, ændrer det ikke på, at aktierne i SAS bliver værdiløse - eller tæt på.

Det er budskabet fra Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, i en analyse efter offentliggørelsen af selskabets seneste kvartalsregnskab torsdag.

Derfor vakler han heller ikke det mindste i forhold til fortsat at anbefale aktionærer at sælge aktien.

”Vi fastholder sælg-anbefalingen på SAS-aktien, der er overført til Fondsbørsens observationsliste og kun er for de meget spekulative, kortsigtede og risikovillige investorer,” skriver han i analysen.

”SAS-ledelsen gentager det, der efterhånden er alt for åbenlyst. Nemlig at de eksisterende SAS-aktionærer står over for total - eller næsten total - udvanding, når kapitalforhøjelsen bliver gennemført i løbet af de kommende måneder,” skriver Jacob Pedersen videre.

SAS fik i maj grønt lys af konkursdomstolen i USA til at rejse ny kapital. Det er blevet mødt med et skærpet krav fra den danske stat, der højst vil være med til en kapitaludvidelse på 30 pct. I EU har en domstol videre underkendt den dom, der i sin tid muliggjorde statsstøtte fra Danmark og Sverige.

SAS opnåede i perioden februar til april - luftfartsselskabets regnskabsmæssige andet kvartal - endnu et underskud trods øget efterspørgsel fra passagerne. Det er det fjortende kvartalsunderskud i træk.

Omsætningen i kvartalet viste en positiv tendens grundet den øgede rejselyst. Omsætningen landede i kvartalet på 8955 mio. svenske kr. mod 7048 mio. svenske kr. i samme kvartal året før.

Aktien falder torsdag 11,4 pct. til 0,22 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også