DI: Finanslovsudspil mangler fokus på arbejdskraft

Manglen på arbejdskraft kræver både kort- og langsigtede løsninger, mener administrerende direktør i DI.
Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i DI | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i DI | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Dansk Industri (DI) savner en løsning på det, de anser som et af Danmarks store problemer, i det forslag til en finanslov, der præsenteres mandag.

"Vi mangler fokus på et af de meget store og meget reelle problemer, vi står over for som samfund lige nu - at have adgang til tilstrækkelig meget arbejdskraft."

"Det drejer sig både om kvalificeret arbejdskraft, faglært arbejdskraft og ufaglært arbejdskraft," siger Lars Sandahl Sørensen, der er administrerende direktør i DI.

En del af årsagen til problemet med manglende arbejdskraft skal ifølge Lars Sandahl Sørensen findes i den offentlige sektor.

"Når man trækker endnu mere arbejdskraft ind i den offentlige sektor, og gør det svært for den private sektor, der skal finansiere vores samlede samfundsøkonomi, at finde arbejdskraft, så risikerer vi, at vi skærer den gren over, som vi selv sidder på," siger han.

Dansk Industri peger på to tiltag, som de mener, vil kunne løse problemet på kort sigt.

"Det ene er at kunne lade vores seniorer blive lidt længere og give dem incitament til at blive på arbejdspladsen i stedet for at gå på efterløn. Og så skal vi hjælpe de unge mennesker ind på arbejdsmarkedet."

Sidstnævnte skal ifølge direktøren i DI ske ved at skære i dagpengesatsen for nyuddannede.

"Og så er der behov for, at vi strukturelt og på sigt kigger på, hvordan vi sikrer, at der er nok arbejdskraft," siger Lars Sandahl Sørensen.

DI-direktøren har dog også roser til finansminister Nicolai Wammen (S).

"Vi glæder os kolossalt meget over, at vi har en samlet økonomi, der går meget stærkt i den rigtige retning - selv efter en global nedlukning."

"Vi glæder os også over, at finansministeren er opmærksom på en opstramning af finanspolitikken," siger han.

Chaufførmangel presser taxaselskab - må sige nej til hver anden tur 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også