MobilityWatch

Oliepriserne stiger på udsigten til mindre renteforhøjelse

Brent-olien er igen kravlet over 100 dollar fredag morgen.

Foto: Ole Lind/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Oliepriserne stiger fredag morgen på udsigten til en knap så høgeagtig pengepolitik fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Usikkerhed omkring bedringen i efterspørgslen sætter dog loft over stigningerne.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 100,10 dollar mod 96,90 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 96,43 dollar mod 93,13 dollar torsdag eftermiddag.

”Olien følger i høj grad takterne fra til Federal Reserves pengepolitik og de påvirkninger, det kan have for både efterspørgslen og den amerikanske dollar,” siger Stephen Innes, der er partner i SPI Asset Management, til Reuters.

Torsdag har flere af Federal Reserves mest høgeagtige medlemmer fortalt, at de går ind for endnu en renteforhøjelse på 0,75 pct.point og ikke forhøjelsen på 1 pct.point., som markedet ellers kortvarigt spekulerede i, efter at inflationen i juni steg til 9,1 pct. mod ventet 8,8 pct.

Det giver oliepriserne og det bredere marked et lidt større pusterum i dag, tilføjer Stephen Innes til Reuters.

Oliepriserne er i den seneste tid faldet på frygten for en recession som følge af Federal Reserves aggressive pengepolitik.

Samtidig fortsætter bekymringerne over efterspørgslen med at lægge låg på prisstigningerne.

”Stemningen hjælpes ikke af nye coronatilfælde i Kina, der truer med at standse bedringen i efterspørgslen. Høje amerikanske priser har tilsyneladende også bremset efterspørgslen på benzin i landet,” siger ANZ Research-analytikere til Reuters.

Produktionen hos de kinesiske raffinaderier faldt med næsten 10 pct. i juni sammenlignet med samme periode sidste år. Det er første fald på årsbasis siden 2011.

USA’s præsident, Joe Biden, flyver fredag til Saudi-Arabien, hvor han ifølge Reuters vil deltage i et møde med lande fra Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec. Det er dog begrænset med kapaciteten hos flere af medlemslandene, hvoraf flere allerede kører på maksimalt blus. Det er samtidig usikkert, hvor meget Saudi-Arabien kan løfte sin produktion.



Mere fra MobilityWatch

Læs også

Seneste nyt

MobilityWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs