Ekspertgruppes anbefaling til CO2-afgift forsinkes igen

Regeringen forsinker ekspertgruppes rapport om CO2-afgift på landbrug med udvidet arbejdsopgave, erfarer avis. Rapporten skulle efter planen også omfatte vejgående transport.
Professor Michael Svarer | Foto: Casper Holmenlund Christensen/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Professor Michael Svarer | Foto: Casper Holmenlund Christensen/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
AF RITZAU OG REDAKTIONEN

Den rapport fra en ekspertgruppe, som regeringen vil bruge som afsæt til at indføre en CO2-afgift på landbrugets drivhusgasudledninger, er forsinket igen.

Det erfarer Information fra flere kilder. 

Forsinkelsen skyldes ifølge avisen, at SVM-regeringen vil udvide ekspertgruppens kommissorium. Hvad udvidelsen af arbejdsopgaverne indeholder, fremgår dog ikke.

Foruden landbruget skulle rapporten også omfatte anbefalinger til beskatning af den vejgående transport. 

Oprindelig skulle arbejdet have været færdiggjort i efteråret. Men valget og regeringsdannelsen forsinkede det.

Derefter lød meldingen fra ekspertgruppens formand, professor i økonomi Michael Svarer fra Aarhus Universitet, at anbefalingerne i stedet ville komme i begyndelsen af 2023.

Men ifølge Informations kilder forventes rapporten nu først at lande op til sommerferien eller efter sommerferien.

Fredag afholdes det første møde i ekspertgruppen siden august. Michael Svarer forventer her at modtage det udvidede kommissorium, skriver Information.

Det blev politisk besluttet i 2020, at ekspertgruppen for en grøn skattereform skulle komme med forslag til både en ensartet CO2-afgift og efterfølgende en CO2-afgift specifikt på landbruget.

Den første delrapport om den ensartede CO2-afgift landede på politikernes bord i februar 2022.

I den sidste delrapport skal ekspertgruppen så fremlægge modeller for, hvordan landbruget også kan omfattes af CO2-afgiften.

I regeringsgrundlaget for SVM-regeringen lyder det, at først når ekspertgruppen har fremlagt sine anbefalinger, vil regeringen fremlægge et forslag til en klimaafgift på landbruget.

Afgiften skal sikre, at ”land- og skovbrugssektoren” reducerer sine udledninger med ”55-65 procent i 2030 i forhold til 1990”.

Desuden skal afgiften ”udformes på en måde, hvor erhvervet understøttes, således at erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og der dermed ikke flyttes arbejdspladser ud af landet samlet set”.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også