DSB bestiller ekstra sædeplads til udlandsrejser

DSB har udvidet en tidligere ordre på otte togstammer, så de nu leveres med hver 492 sæder.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

En stigende efterspørgsel på at rejse internationalt har fået DSB til at udvide en tidligere ordre på togstammer til den internationale trafik.

Det oplyser DSB i en pressemeddelelse.

Orden er lagt hos den spanske togproducent Talgo, som DSB i februar 2020 indgik en aftale med om levering af otte togstammer med 442 sæder i hver til den internationale trafik.

Nu har DSB valgt at udvide ordren med ti procent, så togstammerne i stedet vil have en kapacitet på 492 sæder.

En togstamme er en sammenkoblet række af togvogne.

Det vil sige, at DSB har bestilt otte sæt sammenkoblede togvogne, hvor der altså i hvert af sættene vil være 492 sæder.

Baggrunden er, at DSB i løbet af 2019 og indtil corona brød ud i 2020 oplevede en stigning i antallet af solgte billetter til den internationale trafik. Det gjaldt især til Hamburg.

Ifølge DSB hang noget af den stigende efterspørgsel sammen med toget som et miljøvenligt alternativ til for eksempel flyvning.

"Med investeringen giver DSB danskerne øget mulighed for at vælge en miljøvenlig rejse," siger Flemming Jensen, administrerende direktør i DSB.

"DSB får en større kapacitet til at understøtte en forventet fremtidig efterspørgsel på bæredygtige togrejser til udlandet, når corona lægger sig, og folk begynder at rejse igen, og vi ser frem til at bidrage til kampen mod klimaudfordringerne."

Togstammerne fra Talgo ventes at blive taget i brug fra 2023. De kommer til at blive trukket af DSB's nye elektriske lokomotiv Vectron.

Franske Alstom har vundet milliardudbud om el-tog til DSB 

DSB tjener mere end ventet på ejendomssalg – øjner trecifret millionomsætning i år 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også