Danmark står over for markante trafikale udfordringer, især i yderområderne, hvor den kollektive trafik i årevis er blevet svækket, og hvor det i dag nærmest ikke er muligt at få en taxa. 

I den forbindelse har platformselskaber som Uber igen fået vind i sejlene, fremstillet som moderne løsninger på gamle problemer. 

Men er platformselskaberne virkelig svaret på vores mobilitetsudfordringer, eller overser vi helt fundamentale aspekter i jagten på et quickfix?

Lad os tage et skridt tilbage. 

I 2018 blev der indført en ny dansk taxilov, der liberaliserede taxakørslen i Danmark. Således kan alle i dag få kørselstilladelse, og alle kan starte et kørselskontor. Altså kan alle, hvis de vil, starte et taxaselskab. 

Og vi har set en stigning i antallet af selskaber og tilladelser, og det er positivt, for det skubber til udviklingen under fair og lige vilkår. 

For et andet formål med den nye taxilovgivning i 2018 var nemlig et større fokus på forbrugersikkerhed, samt løn- og ansættelsesvilkår for chaufførerne.

Den helt store problematik med at give dispensationer til bestemte selskabstyper, såsom platformselskaberne er, at det skaber en ubalance på markedet. For denne type selskaber er ikke interesseret i at agere arbejdsgiver for de chauffører, som er tilknyttet deres platform. 

Og det giver dem derfor mulighed for at kunne tilbyde helt andre priser, end de taxaselskaber, som opererer under taxilovgivningen. Derfor vil en dispensation kunne underminere eksisterende services og sætte arbejdstagerrettigheder under pres. 

Det fører til en ulige konkurrence, som truer med at underminere hele taxamarkedet ved at favorisere prisdumping og social dumping. 

Det bliver en konkurrence, hvor løn- og arbejdsvilkår er konkurrenceparametrene. Og det var netop derfor, at man valgte at indføre i taxiloven, at man som vognmand skal overholde gældende overenskomster.

Vi skal ikke langt ud over de danske landegrænser for at finde et eksempel på, hvilke udfordringer vi kigger ind i herhjemme. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

I Norge valgte man at ændre lovgivningen i 2020, så platformselskaberne kunne komme tilbage. 

Det har resulteret i, at lovgivningen efterfølgende er blevet reguleret flere gange, i takt med at udfordringer som social dumping, manglende kørsel i yderområderne, utilstrækkelig sikkerhed for kunderne – for blot at nævne nogle – er kommet frem. 

Erfaringer fra Norge, hvor platformselskaber som Uber og Bolt hovedsageligt koncentrerer sig om storbyerne og efterlader yderområderne med fortsat mangel på transport, bør tjene som en advarsel om, at platformselskaberne netop ikke er et quickfix for manglende kollektiv transport i yderområderne.

Når vi nu skal snakke om at løse de trafikale udfordringer i yderområderne, er det måske en god ide at kigge på en af de væsentlige årsager til, at der ikke er taxakørsel i yderområderne, nemlig flextrafik. 

Det velmenende initiativ fra kommunernes side havde til formål at sikre billigere kørsel til borgerne, men har paradoksalt nok undermineret forretningsgrundlaget for traditionel taxakørsel ved at udsulte markedet.

Hvad er så løsningen? Svaret er ikke enkelt. 

Vi hos Taxa 4x35 mener, at der bør kastes et grundigt blik på kommunale tilbud og udbudsmodeller. Måske er det tid til at genbesøge tidligere lovgivning og finde løsninger, der sikrer en mere bæredygtig balancering af transporttilbuddene. 

Eller måske skal vi gentænke hele vores setup og kigge på helt nye transportløsninger. Løsninger, vi ikke finder hver især, men som forhåbentlig kan udspringe af fælles dialog og vidensdeling.

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg hilser innovation og nye spillere på markedet velkommen, men at det skal ske på lige vilkår med den eksisterende taxibranche. 

Loven er en kvalitetssikring. Det er en sikring af, at ens taxikørsel har en ordentlig kvalitet og har en kompetent chauffør, at der er styr på tingene: at taxametret er der, at der er orden på sagerne. 

Vi finder ikke løsningen på fremtidens mobilitetsudfordringer i taxibranchen via quickfixes og lappeløsninger. Dialog, vidensdeling og lige vilkår for alle må og skal være vejen frem.