Ny lufthavn i Grønland ventes snart klar: Terminal er nu godkendt

Trafikstyrelsen har søndag godkendt en ny lufthavnsterminal i Nuuk, som snart er klar til passagerer.
Nuuk Lufthavn kan efter planen tage den nye landingsbane på 2200 meter i brug den 28. november 2024. Billedet viser terminalen, som søndag er blevet godkendt af Trafikstyrelsen til at leve op til reglerne om luftfartssikkerhed. | Foto: PR / Trafikstyrelsen
Nuuk Lufthavn kan efter planen tage den nye landingsbane på 2200 meter i brug den 28. november 2024. Billedet viser terminalen, som søndag er blevet godkendt af Trafikstyrelsen til at leve op til reglerne om luftfartssikkerhed. | Foto: PR / Trafikstyrelsen
AF RITZAU

Lige nu er der ingen direkte fly fra Danmark til Grønlands hovedstad, Nuuk. Men det kan muligvis snart ændre sig.

For Trafikstyrelsen har søndag godkendt, at den nye lufthavnsterminal i Nuuk, lever op til reglerne for luftfartssikkerhed.

Det skriver Trafikstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det betyder, at terminalen snart ventes klar til at kunne åbne for de første passagerer, skriver styrelsen.

”Jeg er glad for, at det lykkedes at nå denne vigtige milepæl i det grønlandske lufthavnsprojekt,” siger vicedirektør i Trafikstyrelsen Christian Vesterager i pressemeddelelsen.

Reglerne handler både om grønlandske, europæiske og internationale regler for luftfartssikkerhed.

”Det har været en krævende og kompleks opgave at godkende alle securityforanstaltningerne i den nye terminalbygning,” siger Christian Vestager.

Det er stadig sådan, hvis man vil flyve fra København til Nuuk, skal man flyve via byen Kangerlussuaq.

Men både i Nuuk og Ilulissat anlægger Kalaallit Airports International A/S nye og længere landingsbaner, der skal kunne modtage transatlantiske jetfly.

Det var intentionen, at begge baner skulle stå færdige i 2024.

Men det er for nylig kommet frem, at arbejdet med at bygge den nye lufthavn i Ilulissat er yderligere forsinket. Og lufthavnen forventes tidligst at åbne i 2026.

Årsagen er ifølge det grønlandske medie KNR mangel på blandt andet mandskab, maskineri og reservedele hos entreprenøren.

Det har mødt kritik, fordi flere mente, at det var bedre at udnytte den erfaring, som var opnået ved byggeriet i Nuuk, før man begyndte det andet anlægsprojekt.

I de kommende måneder skal Trafikstyrelsen godkende en række andre sikkerhedsforhold i lufthavnen, før Nuuk Lufthavn efter planen kan tage den nye landingsbane på 2200 meter i brug den 28. november 2024.

Dermed bliver det for første gang nogensinde muligt for den grønlandske hovedstad at modtage større fly direkte fra København, Europa og resten af verden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også