Kapitalfond køber den danske del af Arriva

Efter at Deutsche Bahn tidligere på året satte den danske afdeling af Arriva til salg, er det nu lykkedes at finde en køber.
Foto: Ulrich Borch/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Foto: Ulrich Borch/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Arriva Danmark er blevet solgt til den tyske kapitalfond Mutares.

Det skriver selskabet i en meddelelse.

Opkøbet kommer, efter at Arriva Danmark tidligere på året annoncerede, at ejeren, det statslige tyske jernbaneselskab Deutsche Bahn, havde sat de danske aktiviteter til salg.

De omfatter bl.a. drift af forskellige tog- og busruter i Danmark, som Arriva i en årrække har haft problemer med at tjene penge på.

Fremover bliver det altså Mutares, der står for aktiviteterne, som selskabet har købt sammen med Arriva i Serbien og selskabets polske busaktiviteter.

Klar til at fokusere

I en meddelelse på Linkedin udtaler Marianne Bøttger, direktør for Arriva Danmark:

”Jeg er utrolig glad for, at vi nu er i mål med at finde en ny ejer til Arriva Danmark. Alle fire forretningsdivisioner – Bus, Tog, vores bybilsservice Share Now samt vores uddannelsescenter UCplus – indgår i den samlede handel, og med dette nye ejerskab kan vi nu igen fokusere på at styrke vores position i markedet. Mutares er med deres ekspertise et rigtig godt match til den danske Arriva-forretning, så dette er en meget positiv og vigtig milepæl på vores videre rejse.”

I en meddelelse udsendt af Arriva Group om handlen oplyses prisen for overtagelsen ikke, men Arriva skriver, at man forventer at lukke handlen i slutningen af 2022.

Tag MobilityWatch med i lommen – hent vores app til enten iPhone eller Android. Så får du også besked på mobilen, når der sker noget vigtigt i branchen.

Topchef for Arriva-gruppen, Mike Cooper, udtaler, at handlen er ”godt nyt for vores medarbejdere, kunder og interessenter”, og at det giver ”klarhed og kontinuitet.”

”Mutares har ambitioner om at fastholde og vokse aktiviteterne og styrke disse virksomheders markedspositioner. Med fokus på Europa og virksomhedens ekspertise inden for branchen mener jeg, at Mutares er godt rustet til at understøtte den fortsatte udvikling af disse forretninger fremadrettet,” lyder det videre fra Mike Cooper.

Udfordringer i Danmark

Baggrunden for salget af de forskellige enheder under Arriva stammer fra en strategiændring tilbage i 2020/2021, hvor man ville skære porteføljen af datterselskaber til. Derfor har Arriva også sagt farvel til sine forretninger i både Sverige og Portugal.

Når det gælder den danske forretning, har den som nævnt været udfordret gennem længere tid, hvilket kun blev værre under coronakrisen. I 2020 indkasserede selskabet således et underskud på en halv mia. kr.

Foruden selve effekterne af coronapandemien har Arriva Danmark kæmpet med tabsgivende kontrakter på bl.a. busområdet, hvor selskabet sidste år hensatte over 200 mio. kr. til forventede tab.

Selskabet har derfor været nødt til at få særlige kapitaltilførsler fra Arriva-moderselskabet - i 2021 blev det til over 100 mio. kr.

Vil øge effektiviteten

I en meddelelse fra Mutares selv lyder det, at selskabet satser på at ”øge den operationelle effektivitet” hos de købte selskaber samt ”udnytte sin stærke ekspertise i at byde på offentlige kontrakter og derved styrke Arrivas førende position på de respektive markeder.”

”Med dette opkøb understreger vi vores erfaring inden for logistik- og transportsektoren. Vi er meget glade for at byde Arriva-virksomhederne velkommen i vores virksomhed og dermed styrke vores vare- og serviceportefølje. Arrivas forretningsmodel er meget lovende, da vi ser en stigende efterspørgsel efter urbane mobilitetskoncepter drevet af den igangværende tendens til urbanisering og en mere bæredygtig måde at transportere på,” siger Johannes Laumann, investeringschef i Mutares.

Nyt regnskab bekræfter: Deutsche Bahn har sat Arriva i Danmark til salg

Arriva Danmark holder tæt om salgsplaner

Infrastrukturfond har givet større muskler til vækstsultne Umove

Deutsche Bahn vil investere 140 mia. kr. i nye tog

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også