Udsigt til rekordindtjening hos DSV Panalpina

Analytiker forventer en stigning i driftsindtjeningen til 2,72 mia. kr.
Foto: Stine Bidstrup/ERH
Foto: Stine Bidstrup/ERH
AF RITZAU FINANS

Raterne inden for luftfragt er stadig meget høje, og det kan betyde, at transport- og logistikkæmpen DSV Panalpina kan hæve forventningerne til året allerede i forbindelse med tirsdagens regnskab for første kvartal.

Det vurderer analytikere fra blandt andet Sydbank, Jyske Bank og Handelsbanken forud for regnskabet, hvor logistikselskabet kan levere endnu en rekordindtjening.

Analytikerne venter ifølge en estimatindsamling fra selskabet selv en stigning i driftsindtjeningen til 2,72 mia. kr. fra 1,57 mia. kr. i samme kvartal sidste år.

I luftfragt er volumenerne igen på niveau med perioden fra før covid-19-krisen, påpeger Sydbanks DSV Panalpina-analytiker, Mikkel Emil Jensen, der pointerer, at den globale volumenvækst i marts naturligvis har været stærk som følge af dykket i slutningen af måneden sidste år, men også at væksten i januar og februar har været stærk.

"Det er til trods for, at færre fly er på vingerne, hvilket ikke kun har fastholdt fragtraterne i luftfragt på høje niveauer, men også betydet bedre udnyttelse af den sparsomme kapacitet," vurderer Mikkel Emil Jensen.

I divisionen for sø- og luftfragt, Air & Sea, venter Sydbank, at DSV vil være tynget af afviklede Panalpina-kunder, som giver anledning til lavere vækst i første kvartal i forhold til resten af markedet.

Til gengæld venter Sydbank fortsat, at DSV udnytter sit voksende charternetværk til at få bedst mulig gavn af de fortsat højere fragtrater, hvilket også betyder, at Sydbanks analytiker venter en vækst i bruttoresultatet per fragtet enhed på 38 pct.

I Road-divisionen venter Sydbank, at restriktionerne fortsat holder aktivitetsniveauet for international transport under normalen, mens indenlandsk fragt bør være stærk. Derudover venter Sydbanks senioranalytiker, at DSV kan erobre lidt markedsandele, da vejdivisionen ikke er påvirket af integrationen af Panalpina.

I Solutions-divisionen forventer Sydbank et fint aktivitetsniveau fra en fortsat stærk vækst i e-handel, mens bedre udnyttelse af varelagre kombineret med nye besparelser ventes at styrke indtjeningen.

Mulighed for opjustering

De fortsat høje fragtrater har fået både Sydbank og Jyske Bank til at løfte estimaterne for DSV Panalpinas driftsindtjening (EBIT) før særlige poster i år til 11,5 mia. kr., hvilket er i toppen af selskabets prognose på 10,5-11,5 mia. kr.

Jyske Bank ser en opjustering som en mulighed i forbindelse med regnskabet.

Handelsbanken fremhæver dog, at en historisk gennemgang antyder, at DSV Panalpina sjældent opjusterer i forbindelse med regnskaberne for første kvartal, men finanshuset vurderer alligevel, at der er mulighed for, at trenden kan blive brudt.

Usikkerhed om covid-19 og udviklingen i fragtraterne kan ifølge Sydbank dog afholde DSV Panalpina fra en opjustering, men Mikkel Emil Jensen ser en overvejende sandsynlighed for en opjustering i løbet af de kommende måneder.

DSV Panalpina får sænket anbefaling 

Schweizisk finanshus løfter kursmål for DSV Panalpina

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også