Analytikere: Skyhøje fragtpriser giver Mærsk ekstra milliarder

Hvis de høje fragtrater fortsætter, kommer Mærsk til at opjustere med mange mia. kr., vurderer analytiker.
Foto: Jon Nazca/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Jon Nazca/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Krigen i Mellemøsten har været stærkt medvirkende til, at prisen på global containerfragt siden årsskiftet næsten er fordoblet. Ifølge en analytiker kan det betyde, at Mærsk snart må opjustere forventningen til årets resultat igen.

Det skriver Berlingske Business. 

Shippingindustrien er, ligesom under coronapandemien, ramt af flaskehalse og udfordringer med at få varer frem, og for store rederier som Mærsk betyder det en øget indtjening. 

Siden april er Mærsks aktiekurs steget med omkring 30 pct., og flere analytikere påpeger, at Mærsk, på trods af for nyligt at have opjusteret forventningerne for året, snart må opjustere igen. 

”Det er meget voldsomt, det som vi ser i øjeblikket. Fortsætter det her, kommer Mærsk til at opjustere med mange mia. kr., for det her rateløft giver massive indtjeningsforbedringer,” siger Mikkel Emil Jensen, der er analytiker i Sydbank. 

Ifølge tal fra Containerized Freight Index er de globale fragtpriser steget med 97,5 pct. siden årsskiftet, hvilket er tæt på prisniveauet under coronapandemien. 

De stigende fragtpriser skyldes især krigen i Mellemøsten og Houthibevægelsens angreb på vestlige fragtskibe, som har fået langt de fleste rederier til at fravælge sejlads gennem Suezkanalen og i stedet sejle den lange vej ned om Sydafrika, der tager 10-12 dage længere. Dermed må vestlige selskaber betale mere for at få deres produkter frem til forbrugerne, og der opstår mangel på fragtkapacitet. 

”Det er entydigt meget positivt for indtjeningen for alle rederierne, ligesom det er entydigt negativt for alle de kunder, som troede, at de nu skulle have solide forsyningskæder kørende til lav pris,” siger Peter Sand, der er chefanalytiker hos Xeneta.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også