Nattog gennem Danmark og videre ned i Europa er få skridt væk

Der er politisk opbakning til at gøre det muligt for svenske nattog at køre gennem Danmark fra august 2022.
Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Fra august 2022 ser det ud til at blive muligt at stige på et nattog og ind i en sovekupé flere steder i Danmark om aftenen for at være fremme næste dag.

Danmark, Sverige og Tyskland har arbejdet tæt sammen om at få genetableret natruterne.

Især et større fokus på klimaet har skubbet til ønskerne om bedre togforbindelser på tværs af lande.

Det siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

"Nattog skal være med til at øge vores bevidsthed om de klimaneutrale løsninger, og det skal give os et godt alternativ til flyrejsen," siger han.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Det er Sverige, der skal stå for at drive togene. Og for at det kan lade sig gøre, kræver det en mindre lovændring i Danmark.

Det skyldes, at de svenske myndigheder skal overtage det såkaldte trafikkøberansvar fra Transportministeriet.

Den 29. april var der første høring om lovændringen. Og det bør ikke blive noget problem at få igennem, siger Benny Engelbrecht.

Regeringen og støttepartierne har nemlig afsat penge på finansloven til at medfinansiere det svenske projekt.

Sverige er i gang med at finde leverandører til togene og ventes at have det på plads i august.

Derfor er det ikke muligt at sige noget om billetpriser, indretning af vogne eller tidsplaner endnu.

Men ruterne er mere eller mindre på plads.

Der skal køre nattog på ruterne Malmø - Bruxelles og Stockholm - Hamburg.

Den svenske styrelse Trafikverket forestiller sig en tidsplan, hvor et tog kører fra Malmø klokken 19.40 om aftenen, stopper i København en time efter for at være i for eksempel Köln klokken 6 næste morgen.

"Det er en længere rejse. Men hvis man alligevel skal sove på et hotelværelse, når man ankommer, så kan man lige så godt sove i en togkupé en nat," siger Benny Engelbrecht.

Sverige har planlagt stoppesteder på ruten gennem Danmark i København, Odense og Kolding.

Danmark vil arbejde på at lave tilsluttende tog fra Aalborg, Aarhus og Esbjerg.

I SF glæder de sig over udsigten til et grønnere alternativ til fly. Og partiet håber, at Danmark i fremtiden vil være primus motor på flere ruter med nattog.

"På sigt ønsker vi os, at Danmark kan komme til at stå for at køre nattog selv. Vi kan udveksle erfaringer med Sverige og hjælpe det her med nattog og grønnere transportformer på vej," siger SF's transportordfører, Anne Valentina Berthelsen.

"Nattog er banebrydende for den klimavenlige transport, som der er stor efterspørgsel efter, så det skal vi selvfølgelig se, hvordan vi kan bidrage til."

I 2014 kørte det foreløbig sidste nattog fra Danmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også