MobilityWatch

Skatterådet udskyder beslutning om højere kørselsfradrag

Pendlere kan her og nu ikke se frem til ændringer i kørselsfradraget og befordringsgodtgørelsen.

Foto: Jens Dige/Ritzau Scanpix

Der kommer her og nu ikke til at ske ændringer i de vilkår, som især en del pendlere nyder godt af.

Det meddeler Skatterådet, efter at det tirsdag har holdt møde. Skatterådet har drøftet, om der skal ske ændringer i kørselsfradraget og befordringsgodtgørelsen.

Rådet vil afvente situationen og foretage en ny vurdering på næste møde. Det finder sted 26. april.

Drøftelserne om at ændre i fradraget og godtgørelsen skal ses i lyset af, at det på det seneste er blevet dyrere at købe brændstof.

Det er både for benzin og diesel, at priserne er steget den seneste tid. Priserne steg særligt meget kort efter Ruslands invasion af Ukraine.

For nuværende skal pendlerne dog ikke forvente en økonomisk håndsrækning i form af et øget fradrag eller en større godtgørelse. Sådan lyder det efter mødet fra Jane Bolander, formand for Skatterådet.

”Skatterådet har i dag drøftet en eventuel forhøjelse af kørselsfradraget og befordringsgodtgørelsen på baggrund af de ændrede økonomiske konjunkturer og de stigende benzinpriser, som er forårsaget af blandt andet konflikten i Ukraine.”

”Rådet besluttede efter en grundig drøftelse at udskyde beslutningen til et senere tidspunkt for – om muligt – at have et mere solidt grundlag at træffe beslutningen på.”

”Skatterådet vil derfor tage spørgsmålet om en eventuel forhøjelse af befordringssatserne op på det næste skatterådsmøde den 26. april,” siger Jane Bolander i en skriftlig kommentar.

Skatterådet har ansvaret for at bestemme taksterne på kørselsfradraget og befordringsgodtgørelsen.

Rådet består af 19 medlemmer, som sammen behandler og træffer afgørelse i de sager, der forelægges rådet.

Skatteministeren udvælger 13 medlemmer, herunder formanden og næstformanden. De sidste seks medlemmer vælges af Folketinget.

Mere fra MobilityWatch

DFDS afviser stor stigning i billetpriser

DFDS melder i nyt regnskab om højere priser i passagerforretningen. Til MobilityWatch siger finansdirektør, at der ikke er sket en generel prisforhøjelse, og det er der heller ikke udsigt til. Inflationspres er dog et fokuspunkt.

Læs også

Seneste nyt

MobilityWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs