Daimler Truck venter omsætningsvækst trods krig og forsyningsproblemer

Den tyske lastbilproducent forudser fremgang i 2022, selvom der også er usikkerhedsmomenter på flere punkter.
Foto: Sebastian Gollnow/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Sebastian Gollnow/AP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Daimler Truck ser i 2022 højere marginer, selv om udfordringer i form af krigen i Ukraine og forsyningskæderne fortsat truer.

Det fremgår af selskabets regnskab for 2021, hvor både omsætning og prognose for indeværende år slog analytikernes forventninger, skriver Bloomberg News.

I 2021 omsatte Daimler Truck for 39,8 mia. euro, hvor der af analytikere adspurgt af Bloomberg News var ventet 39,56 mia. euro. Sammenlignet med 2020 voksede omsætningen 11 pct.

Det justerede driftsresultat landede i perioden på 2,55 mia. euro mod 0,7 mia. euro året forinden.

Også Daimler Trucks prognose for 2022 er højere, end analytikerne havde ventet. Her ser selskabet en omsætning i niveauet 45,5-47,5 mia. euro mod ventet 44,04 mia. euro.

Afkastet ventes i 2022 at lande i niveauet 7-9 pct. fra tidligere 6,1 pct.

Forventningerne er forbeholdt en vis usikkerhed som følge af pres på forsyningskæderne og krigen i Ukraine. Indtil videre er Daimler Truck ikke påvirket af krigen, fremgår det af regnskabet.

Ligesom sine branchefæller døjer lastbilproducenten til gengæld med den store mangel på halvledere samt stigende energi- og råvarepriser. Komponentmanglen og de stigende priser ventes at påvirke salget negativt i første halvår.

Daimler Truck blev i december 2021 udskilt fra moderselskab Daimler, der ejer 35 pct. af aktierne i lastbilproducenten.

Aktien stiger torsdag formiddag 7,7 pct. til 25,86 euro på børsen i Frankfurt.

Renault trækker sig fra det russiske marked


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også