Private kan gratis sende nødhjælp til Ukraine med Postnord

Postnord åbner for, at man kvit og frit som privatperson kan sende op mod 20 kilo nødhjælp til Ukraine.
Foto: Nørskov Benjamin/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Foto: Nørskov Benjamin/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Privatpersoner kan fra og med onsdag gratis sende pakker med nødhjælp på op til 20 kilo til Ukraine med Postnord.

Det oplyser Postnord i en pressemeddelelse.

Det sker efter anmodning fra det ukrainske postvæsen, Ukrposhta, om hjælp til indsamling og transport af humanitær bistand til den ukrainske befolkning.

Postnord står for fragten fra Danmark til Polen, hvorefter Ukrpostha transporterer og fordeler nødhjælpen i Ukraine til de borgere, der trænger mest.

Koncernchef i Postnord Annemarie Gardshol er tilfreds med, at virksomheden kan hjælpe.

”Når dem, som hver dag risikerer livet for at holde Ukraine i gang, beder os om hjælp, så stiller vi naturligvis op med det, vi kan.”

”Derfor føles det vigtigt nu at gøre det muligt gratis at sende humanitære hjælpepakker fra både Sverige og Danmark til Ukraine,” siger Annemarie Gardshol.

De gratis pakker omfatter kun forsendelser af humanitær karakter. Det vil for eksempel sige tøj, tæpper, puder, tandpasta og dåsemad.

Pakkerne må således ikke indeholde fødevarer, der kan blive fordærvet eller farligt indhold, fremgår det af pressemeddelelsen.

Fremgangsmåden er, at man på pakken skriver, hvad den indeholder - enten på engelsk eller ukrainsk.

Så downloader og printer man en særlig pakkelabel, som man kan finde på Postnords hjemmeside.

En mere udførlig liste over muligt indhold kan ses på hjemmesiden.

Krigen i Ukraine har ifølge Postnord gjort distribution og logistik vanskeligt i landet.

Men det ukrainske postvæsen har taget en aktiv rolle med at få humanitær hjælp frem, lyder det fra koncernchefen.

”Vores kollegaer hos Ukrpostha gør et fantastisk arbejde for at opretholde postomdelingen og udføre en vigtig opgave for Ukraine under krigen,” siger hun.

Ny udvikling: Ministerium forsøger at rede tråde ud i sag om Postnords russiske post

Postnord i Danmark suspenderer russisk post

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også