Mærsk oplever problem med krænkende adfærd blandt ansatte

Den danske rederikoncern Mærsk har tidligere suspenderet fem ansatte efter anklager om voldtægt.
Foto: Karim Sahib/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Karim Sahib/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den danske rederigigant Mærsk oplever problemer med krænkende adfærd blandt sine ansatte til søs.

Det erkender Palle Laursen, der er flådechef i Mærsk, over for DR.

”Jeg vil ikke komme med et konkret tal (for antallet af sager om krænkende adfærd, red.), men nok til at vi anerkender, at vi har et problem,” siger han til mediet.

Rederiet fyrede i begyndelsen af februar fem ansatte i en sag om mulig voldtægt. Siden begyndte man at foretage interviews med sine godt 350 kvindelige ansatte.

”I den forbindelse er der kommet en del flere sager, som vi er ved at undersøge til bunds,” siger han.

Voldtægtssagen stammer fra oktober, hvor en 19-årig amerikansk kvindelig søofficer fortalte, at hun var blevet voldtaget om bord på et af Mærsks skibe.

I en blog, der er skrevet i anonym form, skrev kvinden, at voldtægten fandt sted i 2019.

Efter sagen kom frem i oktober, blev de fem søfolk fra det pågældende skib først suspenderet og siden fyret. Oveni blev en undersøgelse af sagen startet.

Søndag kunne DR så fortælle en historie om en 31-årig skibskok hos Mærsk, der har modtaget adskillige sms-beskeder fra sin kaptajn, der opfordrede hende til at sende billeder af sig selv, når hun trådte ud af badet.

Ifølge Palle Laursen har Mærsks håndtering af krænkelsessager ikke været god nok.

Derfor vil Mærsk nu sætte massivt ind med en række målrettede tiltag, som skal være med til at skabe en kulturforandring om bord på rederiets skibe. Det siger flådechefen.

Man vil blandt andet indføre kurser for at bekæmpe den krænkende adfærd, og så oprettes der en hotline, hvor kvindelige ansatte til søs kan henvende sig, hvis de udsættes for denne form for adfærd.

Palle Laursen understreger, at det er rederiets ”absolutte topprioritet” at få arbejde på problemerne med krænkende adfærd så hurtigt som muligt.

Mærsk suspenderer fem ansatte i sag om beskyldninger for voldtægt

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også