SAS sikrer sig milliarder fra USA til at holde sig i luften

Et amerikansk investeringsselskab er villig til at stille 700 millioner dollar til rådighed for SAS.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
RITZAU

Det gældsplagede luftfartsselskab SAS behøver ikke at være nervøs for at løbe tør for penge de kommende måneder, hvor selskabet er i gang med en omstrukturering, der skal gøre selskabet profitabelt på lang sigt.

SAS har sikret sig tilsagn fra en amerikansk investor - Apollo Global Management - om et lån på 700 millioner dollar.

Det svarer til cirka 5,1 milliarder kroner.

Det oplyser SAS i en meddelelse natten til søndag.

SAS meddelte i juli, at det har søgt om konkursbeskyttelse i USA i en såkaldt chapter 11-proces. Det skal give selskabet ro til at gennemføre en omfattende omstrukturering.

De 700 millioner dollar skal sikre, at SAS kan fortsætte driften og udbetale løn i de 9 til 12 måneder, som processen i USA ventes at vare.

”Med denne finansiering vil vi have en stærk finansiel position til fortsat at støtte vores igangværende operationer gennem hele vores frivillige omstruktureringsproces i USA,” siger bestyrelsesformand Carsten Dilling i meddelelsen.

”Nu kan vi fokusere fuldt ud på at accelerere gennemførelsen af planen SAS Forward,” tilføjer formanden.

Forward er en redningsplan, som blev præsenteret i februar.

Målet er at opnå besparelser for 7,5 milliarder svenske kroner om året. Det svarer til 5,3 milliarder kroner.

Ifølge ledelsen kan spareplanen kun gennemføres, hvis piloter, kabinepersonale og andre medarbejdergrupper spytter i kassen og bidrager til at nedbringe omkostningerne.

De to foregående år har SAS haft samlede tab på over ti milliarder kroner.

Finansieringsaftalen med Apollo Global Management skal godkendes af den domstol i USA, hvor SAS har søgt om konkursbeskyttelse.

SAS forventer, at domstolen godkender aftalen i midten af september, står der i nattens meddelelse.

SAS vil levere leaset fly tilbage

SAS har indkaldt til forhandlinger - norsk kabinepersonale kræver lønstigninger

Finansministeriet bevæbner sig hårdt til SAS-redning

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også